Til kamp mod Skibby

Artiklen er fra medlemsblad nr. 1 i 2009, 32. årgang

Forfatter: Uffe Mühldorff

Offentligt bal på Skibby Kro Kl. 8. Entre: 75 Øre for en Herre, 50 Øre for en Dame.

Der var lagt op til en festlig aften på kroen, hvis man skulle komme forbi Skibby søndag den 20. august 1905. Men faktisk var det ikke ballet, som man håbede ville trække publikum til. Der var nemlig også foldboldkamp – med bal på kroen bagefter. Meddelelsen om ballet var slutningen på en annonce, som blev bragt i Isefjords-Posten den 17. august 1905.
Indledningen lød som følger:

Fodboldkamp i Skibby
Søndag den 20. august afholdes Fodboldkamp i Skibby mellem Frederikssund Idrætsforening og Fodboldspillerne i Skibby. Kampen afholdes paa Banen ved Flaghøjgaard (Flaskegaarden), Kl. 3 Eftmd. Entre 25 Øre.

Fodboldspillet var noget forholdsvis nyt på egnen. I Frederikssund var Frederikssund Idrætsforening blevet stiftet den 11. juni 1898, samme år som Sjællands Boldspil-union var dannet. Holdet var fra starten et af de bedste på Sjælland og blev derfor anbragt i den Sjællandske mesterrække, hvor det forblev i mange år.

I Skibby var det at spille fodbold derimod noget helt nyt. Man havde ikke nogen egentlig fodboldklub (den blev først stiftet i 1912), men den lokale skolelærer C. E. Falbe-Hansen havde samlet et hold, som ikke havde noget imod at tage kampen op mod Frederikssund.

Slaget skulle, som meddelt i annoncen, stå på fodboldbanen på Flaghøjgård ved Skibby. Hvordan gik det så? Var frederikssunderne så skibbyholdet overlegne, som det kunne ventes af ovenstående omtale af holdene?

Kigger man på avisens sportssider i dagene efter kampen, får man ikke noget svar. Det skyldes først og fremmest, at der ikke var sportssider i avisen. Fodbold (og sport i det hele taget) havdepå dette tidspunkt endnu ikke vundet den store almene interesse, som det har i dag. I heldigste fald kunne et resultat snige sig ind med et par linjer under de almindelige lokale nyheder. Men heller ikke her er der noget at finde.

Og så alligevel. Fjorten dage efter kampdagen hørte man pludselig om den, og det bliver muligt at få et lille indtryk af kampens forløb. Vi prøver at lade stadionspeakeren (nej, selvfølgelig var de ikke speaker til kampen, men lad det nu ligger) kommentere begivenheden et kvarter før kampens afslutning:

Frederikssund er i Angreb mod Skibbys Maal. Og der bliver skudt. Bolden ruller ind mellem Maalstængerne og der er MAAAAAAAAL! – Men nej, hvad er nu det der sker. Dommeren vinker afværgende med Haanden. Han underkender Maalet og dømmer Indkast til Frederikssund. Hvad mon Holdet siger til det?

Ja, hvad sagde holdet? Der blev protesteret heftigt, og da det ikke havde nogen virkning, forlod holdet banen og kørte hjem til Frederikssund. Tilbage var dommeren og holdet fra Skibby. Men uden modstandere måtte man slutte kampen.

I de fjorten dage fra kampen blev spillet og til man igen hører om kampen, var rygterne begyndt at gå på egnen: Dommeren var partisk og havde næsten udelukkende dømt til Skibbys fordel. Han havde også været uforskammet overfor spillerne fra Frederikssund og kommet med tilråb til  dem under kampen.

Det var rygter, som Falbe-Hansen i Skibby mente, han burde drive i jorden. Den 5. september 1905 fik han derfor Isefjords-Posten til at optage en skrivelse, hvori han forklarede, hvad der var sket på banen. Efter at have redegjort for forløbet af det underkendte mål, beklagede han meget den måde Frederikssund-holdet havde optrådt på. Skibby havde formået at få en dommer til at komme inde fra København og helt ud til Skibby. Han kunne ikke være tjent med, at blive udsat for en så fornærmende opførsel, som frederikssunderne havde lagt for dagen. Falbe-Hansen mente efter sit indlæg at have vist, at det ikke var dommeren, der havde opført sig unfair, men derimod spillerne fra Frederikssund

Falbe-Hansens indlæg fik ikke lov til at stå ubesvaret hen.  Den 8. september skrev spillerne fra Frederikssund et brev, som blev bragt i avisen den 10. september. Heri fortalte man, at de rygter, som Falbe- Hansen omtalte, ikke var nået til Frederikssund. Her havde virakken om kampen for længst lagt sig. Men da Falbe-Hansen ønskede at rode op i sagen, ville man da gerne give svar på tiltale.

Man beklagede, at Skibby havde været så uheldige i sit valg af en dommer, som ikke var værdig til at beklæde den post, han var sat til. Det kunne godt være, at han kendte reglerne, men hvad gavnede det, når han ikke fulgte dem. Fra begyndelsen af fodboldkampen havde han vist stor sympati for Skibby-spillerne. De havde for eksempel gentagne gange fået tilkendt frispark uden nogen som helst grund. Derimod havde Frederikssund stor set ikke fået nogen frispark, og det på trods af, at der mange gange var virkelig god grund til det. Han havde heller ikke dømt indkast, hvis det ville være til fordel for Frederikssund. Endelig havde han jo underkendt målet, og efter det mente spillerne fra Frederikssund ikke længere, at de kunne være tjent med dommeren og havde derfor forladt banen. Skibby Boldklub havde ganske vist hævdet, at dommeren var særlig kvalificeret, da han selv havde spillet fodbold. Man ville ikke benægte, stod der til sidst i indlægget fra Frederikssund, at han måske kendte spillets regler, men det havde ikke afholdt ham at holde med Skibby. Svaret fra Frederikssund-spillerne fik Falbe-Hansen til at fare i blækhuset igen. I sit næste indlæg, som blev bragt i Isefjords-Posten den 13. september, startede han med at ironisere over, at Frederikssund mente at ligge inde med den eneste og patenterede sandhed. Specielt da denne var en vitterlig løgn, som han – sammen med sit hold og den københavnske dommer – på det bestemteste måtte afvise. Det tydede mere på, at det var holdet fra Frederikssund, der ikke kendte til fodboldreglerne. Dommeren havde den uindskrænkede magt på banen, og hvis han havde sagt, at der ikke var mål, så var der ikke mål. Det havde man bare at rette sig efter.

For at sætte trumf på sin argumentation kom Falbe-Hansen med en historie: Ved en kamp, som Skibby tidligere havde spillet, havde deres modstandere valgt deres formand som dommer. Denne dommer havde dømt kampen efter sine egne regler. Hvor der ikke fandtes nogen, opfandt han dem selv. Men havde det måske fået Skibby til at forlade banen i utide? Selvfølgelig ikke! Man anerkendte dommerens uindskrænkede magt, selv da han havde bestemt, hvem af Skibbys spillere, der skulle stå på mål, da der skulle skydes et straffespark. Det havde selvfølgelig givet modstanderne mål, men det måtte man leve med. Det var jo dommeren der bestemte.

I øvrigt kunne Falbe-Hansen godt forstå Frederikssund-klubbens primadonnanykker. De var vant til, at det var dem, der havde fordelene, når der blev spillet fodbold, så der var kart, at de protesterede, når de havde lidt modgang.

”Vitterlig løgn og en forkælet boldklub”. Det var ikke ord, som man brød sig om at høre i Frederikssund. De læsere, der fulgte med i den fornyede kamp mellem de to klubber, vende sikkert et nyt og lang angreb fra Frederikssund, men det blev ganske kort.
21. september bragte avisen følgende korte indlæg:

Hr. Falbe-Hansen, Skibby
I anledning af Deres sidste Opsats i dette Blads Nr. 212, hvori De stempler en af vore Redegørelser som ”Vitterlig løgn”, skal vi kun meddele Dem, at saafremt denne Injurie ikke tilbagekaldes i dette Blad inden Lørdag, den 23. ds., vil De blive draget til ansvar efter Loven.

Underskrevet
Samtlige Spillere paa Frederikssund Holdet

Falbe-Hansen havde fået to dage til at komme med en undskyldning. Det nåede han ikke og heller ikke i de efterfølgende dage bragte avisen noget om sagen.

I mellemtiden kunne man i stedet læse, at Frederikssunds foldboldhold igen havde været i kamp. Søndag 24. september kunne avisen fortælle, at Frederikssund skulle spille mod Jyllinge på Frederikssunds bane. Om uenigheden mellem de to klubber havde øget interessen for fodbold er ikke til at vide, men denne gang bragte avisen også resultatet. Frederikssund var gået sejrrigt ud af kampen og havde vundet med 4 mål mod 0 mod Jyllinge. Men hvad skete der i sagen mellem Frederikssund og Falbe-Hansen?
September måned gik til ende uden at man hørte noget. Der gik en uge af oktober, 2 uger, 3 uger og så endelig, den 24. oktober var der nyt i sagen.
Isefjords-Posten bragte en udskrift af forligelsesprotokollen for Frederiksborg amt 2. forligskreds. Heri fremgik det, at Falbe-Hansen ganske som lovet, var blevet stævnet for retten for at blive draget til ansvar efter loven for sine skriftlige injurier mod Frederikssund.

Inden den egentlige retssag gik i gang havde man forsøgt at forlige parterne. Det var sket ved at indkalde dem til et møde på Dalby Kro den 19. oktober. Fra Frederikssund mødte skræddermester Nielsen og fra Skibby mødte Falbe-Hansen selv.

De to forligsmæglere, N. Jacobsen og C. S. Frandsen, gik i gang med at forklare de to herrer, at hvis de begge var parat til at give sig lidt, kunne sagen afsluttes på en tilfredsstillende måde for alle parter. Deres arbejde lykkedes, hvilket fremgik af udskriften, hvor det blandt andet hed:

Idet Frederikssundholdets underskrevne Repræsentant Skrædermester Nielsen af Frederikssund, beklager Frederikssundholdets Optræden ved Fodboldkampen i Skibby den 20. august d. A., hvor Holdet forlod Spillepladsen før Kampen normalt skulde være afsluttet, beklager medunderskrevne Falbe-Hansen, at han i en Artikel i ”Isefjordsposten” vedrørende nævnte kamp har brugt Udtrykket ”Vitterlig Løgn” om en Bemærkning fremsat i samme Blad af samtlige Spillere paa Frederikssundholdet angaaende den omtalte Kamp.”

Med deres to underskrifter fik skræddermester Nielsen g skolelærer Falbe-Hansen på denne måde bragt striden til ende. Falbe-Hansen betalte forligsomkostningerne med 1 krone og 65 øre. Og så er der vel kun et spørgsmål tilbage: Hvad blev resultatet egentlig i den så famøse kamp? Svaret er, vi ved det ikke.

Som nævnt var interessen for fodbold ikke så forfærdelig stor i 1905. Avisen bragte derfor ikke resultatet. Men mon ikke, at det er gået Frederikssund imod. Det er vist heller ikke ukendt i dag, at når et fodboldhold klarer sig dårligt i en kamp, så er det ikke holdets skyld. Det er dommeren, der er partisk uduelig eller lignende begrundelser. Taber man vil man helst glemme kampen og det vedgik man jo i Frederikssund. Her snakkede man ikke længere om kampen. Sikkert fordi man fandt det forsmædeligt, at et hold som Frederikssund kunne tabe til Skibby.

FIK 1926. Det ældste fodboldbillede, vi kunne finde.