Bryggeriet Isefjorden

Ariklen er fra medlemsbladet nr. 2 i 2008, 31. årgang

Forfatter: Uffe Müldorff

I Frederikssund-området har det, som det var andre steder, være skik, at man selv lavede sit øl såvel i by som på land. At det gik hen og blev til et erhverv er noget, som sker forholdsvis sent. Det var vigtigt, at man kunne brygge godt øl. Ofte hang det sammen med, om man kunne få tjenestefolk. Dårligt øl lokkede ingen til, Det gjorde godt øl derimod.

Her på egnen ser det først ud til, at man begynder at brygge øl ”ud af huset” i 1800-tallets begyndelse. Der findes flere indbyggere i Frederikssund, der løser borgerskab som ølbryggere, men nogen stordrift blev det ikke til. Ofte drev man bryggeriet i forbindelse med et andet erhverv.

Det er sikkert meget sigende, at Carl Just i 1830’erne forsøger sig som ølbrygger i Frederikssund samtidig med at han er skolelærer for børnene i Ude Sundby.

Den første, der forsøgte sig med ølbrygning i lidt større stil i Frederikssund er formodentlig brygger Jens Sørensen i Frederiksborggade. I 1859 startede han bryggeriet Frydendahl. I bryggeriet var der blandt andet 6 gærkar, 4 svalebakker, mæskekar og en kobberbryggekedel på 10 tønder. Der blev i de efterfølgende år foretaget ændringer på bryggeriet, så bygningerne blev grundmurede i stedet for af bindingsværk.

Selve bryggemåden vedblev at være den gamle, så de moderne metoder, som man fik på bryggerier i andre byer gik sporløst hen over Frydendahl Bryggeri.

Der skulle nye mennesker til. Disse nye mennesker var cand. polyt. H. Fischer-Møller og cand. polyt. Th. Algreen-Ussing fra København. I januar 1898 købte de 4000 kvadratalen jord af proprietær N. Rasmussen i Oppe Sundby med det formål at rejse et bryggeri på grunden. Byggeriet kom hurtigt i gang og kun et par måneder efter købet, den 24. marts 1898 kunne Isefjords-Posten bringe følgende artikel om det kommende bryggeri.

Som bekjendt forsynes Frederikssund næsten udelukkende med Øl fra Kjøbenhavn, men da Hvidtøl dels er en billig Vare, som ikke taaler store Transportomkostninger, dels er en Vare, som i den varme Sommertid kun daarlig taaler den lang Transport, er det naturligt, at Tanken om et tidssvarende Bryggeri i Frederikssund er kommen op, og vi mene derfor, at Byen kan være glad over, at denne Tanke i den nærmeste Fremtid blive realiseret, og at Frederikssund til sit Gasværk, Svineslagteri osv. Føjer et Bryggeri, forhaabentlig efterfulgt af endnu flere industrielle Virksomheder, som kan øge Byens Omsætning og dermed dens Velstand. Da vi antage at det kan have Interesse for vore Læsere at høre noget om det nye Bryggeri, have vi henvendt os til det vordende Bryggeris Ejere, cand. polyt. J. Fischer- Møller og cand. polyt. Th. Algreen-Ussing som med stor Beredvillighed have givet os nedenstående Oplysninger.

Ved et Bryggeri spiller godt Vand en meget stor Rolle og da d´Hrr. efter Besøg her i Byen havde haft lejlighed til at undersøge Maglehøj Mejeris Vand og fundet, at det foruden at egne sig udmærket til Brygning, tillige fandtes i rigelig Mængde, bestemte de sig til at kjøbe en Grund lige overfor Mejeriet, idet de gik ud fra, at de i saa Fald ved Boring maatte træffe samme Vandlag. Deres Formodning bekræftedes, og efter en Boring (udført af Brøndborer Nielsen, der har udført de fleste Boringer her i Frederikssund) pa næsten 100 Fod, have de ogsaa nu faaet rigeligt og godt Vand. Endvidere har Grunden den fordel at ligge højt og frit, hvad er for et Bryggeri er meget væsentligt, navnlig for at fremme en hurtig Afsvaling af Øllet, hvorved det mindre let inficeres.

Bryggeriet vil komme til at bestaa af en Hovedbygning og en Staldbygning med vognremise etc. Hovedbygningen bestaar væsentlig af 2 Længer, en ud imod Hovedlandevejen, omfattende Maltgjøreriet, og en anden vinkelret derpaa, omfattende Bryggers, Svalehus og Kjældre. Bygningerne opføres saa godt som udelukkende af Jern og Sten; alle gulve blive saaledes af pudset Beton, for at de lettere kunne holdes rene. Monteringen foretages efter de bedste moderne Mønstre; Køllen bliver saaledes en engelsk Rørkølle, der monteres af Jernstøber H. P. Larsen, efter Tegning af Ejerne selv. Øllets Kogning sker ved damp, hvorved man lang bedre er i Stand til at beherske Øllets Kvalitet, end ved den gammeldags Methode ved direkte Fyring.

Dampmaskinen, som skal drive Vandpumperne, Valseværk, Mæskemaskine, Svaleapparater, foruden forskjellige Pumper, er fra Nordamerika. Alle Øltræer blive forsynede med en indvendig Glasur af Beg, hvorved man opnaar, at Træerne langt lettere holdes rene, og hvorved man undgaar de meget ubehagelige Følger af mindre rene Træer. Det er Meningen at Brygningen skal begynde i Juni Maaned, hvorimod Maltningen først kan tage sin Begyndelse i Efteraaret.

Bryggeriet agter at tilvirke almindeligt Hvidtøl i forskjellige Kvaliteter, samt Skibsøl og et lyst skattefrit Øl, som sælges på Halvflasker, aftappet af Bryggeriet selv.

Bygningsarbeder paa selve Bryggeribygningen er taget i Entreprise af Murermester A. Caspersen og Tømrermester H. P. Andersen, Arbejdet på Staldbygningen udføres af Murermester C. Caspersen og tømrermester Louis Jensen. Største Delen af Bødkerarbejder leveres af Bødkermester N. Sørensen, Svalebakke, forskjellige Jernbeholdere, Spundsringe til Øltræerne, samt Installeringen af Rørledninger, Axelledninger og Maskiner, foretages af Jernstøber H. P. Larsen. Leveringen af Materialerne sker gjennem forskjellige Kjøbmænd her i Byen, L. N. Elsass sønner, H. R. Lange o. fl.

Det var planerne, som de to cand. polytter havde for deres påtænkte bryggeri i Frederikssund. Og de skulle vise sig hurtigt at blive realiserede. Allerede i begyndelsen af april 1898 begyndte man at annoncere efter arbejdskraft til bryggeriet. Man skulle blandt andet bruge en yngre og ugift mand til at passe bryggeriets dampkedel. Han skulle kunne bo på bryggeriet og, ved siden af at passe dampkedel, være parat til at deltage i forefaldende arbejde. Eventuelt interesserede kunne henvende sig på Jernbanehotellet. En kusk ønskedes også til bryggeriet. En forudsætning for at få dette arbejde var naturligvis, at han var godt kendt med Frederikssund og dens omegn.

Brygningen begyndte omkring den første maj 1898 og snart skulle det vise sig, at de to ejere havde flere planer end lige bryggeridriften. Eller rettere regnede de med at kunne få en sidegevinst af bryggeriets Malt, som var (og er) en vigtig del af ølbrygningen, blev på dette tidspunkt af mange anset for et vidundermiddel, der kunne kurere mange forskellige lidelser. Derfor blev der af entreprenante fabrikanter fremstillet alskens varer indeholdende malt, som, hvis man indtog det, skulle være godt for helbredet. En reminiscens af denne tankegang har vi endnu i maltbolsjer.

Men hvorfor stoppe det i andre produkter, hvis det kunne nydes direkte? Bryggeriejerne agtede at starte en maltkur-anstalt. Om denne skrev Isefjords-Posten den 8. december 1898:

Det er ikke usandsynligt, at vi i en nær Fremtid faar en Maltkur-Anstalt her ved Byen, idet de driftige Bryggere på Bryggeriet ”Isefjorden” har paatænkt at udskænke Maltsaft deroppe og modtage Abonnenter. Det er  - om ikke et Savn, der bliver afhjulpet, saa dog et gode, der derved kan komme til at tilflyde Svage og Sunde, og det byder – hvad der ikke er det mindst heldige – Lejlighed til en god Spadseretur, noget som der maaske trænges endnu mere til end Kuranstalter. Men naar begge Dele forenes, som her, saa maa det være et Gode, der bør hilses af Alle med tilfredshed.

Det var ikke kun løse rygter, som avisen bragte. Få dage efter at nyheden var bragt, begyndte bryggeriet at annoncere efter abonnenter til deres maltkur. Lagde man bare vejen forbi var der åbent alle dage (undtagen søn- og helligdage) mellem klokken 14 og 16. Men man kunne også blive abonnent på en maltkur og ønskede man at komme der hver dag, kostede det 5 kroner om måneden eller, hvis man kunne nøjes med lidt mindre, 3 dage om ugen kostede det 3 kroner på månedsbasis. Som en ekstra garanti for, at det var sundt havde man sørget for referencer fra de to lokale læger Valdemar Hansen og Sofus Raff.

Der var formodentligt ikke et passende stort befolkningsunderlag for maltkurene i Frederikssund og omegn. Det var de færreste, der havde råd til at afsætte 3 eller 5 kroner om måneden til at drikke maltsaft. Allerede efter et halvt år, den 1. juni 1899, ophørte muligheden for at få sig en maltkur og de folk, der havde abonneret på foretagendet, måtte finde andre måder at holde sig sunde på.

Når det ikke kunne betale sig at drive en maltkuranstalt, hvordan gik det så med den egentlige ølproduktion?

Heldigvis noget bedre. Det er ikke ret meget, avisen fortæller om det, men små meddelelser lader ane, at man havde fået en ganske god produktion i gang. Man kunne sende flere slags øl på gaden allerede kort efter bryggeriets opstart.  Som det sig hør og bør kunne man endda fortælle, at både hvidtøllet og skibsøllet var holdbart og velsmagende. Det havde også fået tilsat mere humle og malt end lignende øl fra andre bryggerier. Og så snød man ikke, som andre kunne finde på. Man havde nemlig ikke tilsat puddersukker til øllet.

Højtiderne spillede også ind i produktionen. Fra den 19. december 1898 kom ”Isefjordens” julebryg på gaden, og det efterfølgende år kunne man mellem 25. marts og 1. april købe bryggeriets påskebryg. Priserne var bestemt ikke noget at være ked af. Man sørgede for at være konkurrencedygtige, så begge de nævnte produkter kunne købes for 1 krone og 10 øre pr. otting (12,5 liter)

Til gengæld var der folk der mente, at bryggeriets skibsøl var lige dyrt nok. Skibsøl nr. 1 kostede i foråret 1899 1 krone og 50 øre pr. otting, mens den noget svagere skibsøl nr. 2 kunne erhverves for 1 krone ottingen. Dette var bryggeriet opmærksom på og fra den 25. maj 1899 nedsatte man prisen til henholdsvis 1 krone og 25 øre og 75 øre ottingen. På den måde håbede man så, at flere ville få nemmere adgang til at købe bryggeriets produkter.

Havde maltanstalten ikke givet den forventede omsætning, så var der andre steder, hvor man kunne tjene penge på restprodukter i bryggeriet. Bærmen, elle masken, som man foretrak at kalde det, som blev til rest, når ølbrygningen var overstået, kunne købes i mængder af 100 pund af gangen. Det blev brugt som kvægfoder og skulle efter sigende have givet mælken en ekstra god smag.

I juni måned 1900 afholdt Frederikssund en efter byens størrelse stor håndværks- og industriudstilling. Det var her håbet, at såvel Frederikssunds håndværkere som dens industri viste, hvad den var i stand til at præstere. Til formålet fremstillede ”Isefjorden” en udstillings-skibsøl, som kunne erhverves for 1 krone og 50 øre ottingen. Den vakte begejstring på mere en måde. På selve udstillingsdagene var der en tung varme over byen, og folk var derfor glade for at kunne vederkvæge den tørre gane med specialbrygget øl fra ”Isefjord”. Dertil var produktet så godt, at det modtog hædersdiplom af første grad ved udstillingen. Kunne man få en bedre anbefaling?

Kort efter udstillingen trak den ene af bryggeriets ejere sig ud af samarbejdet. Det skete den 30. september 1900, hvor Fischer-Møller forlod bryggeriet og lod Algreen-Ussing fortsætte driften alene.

Det var ikke noget, der slog Algreen-Ussing ud, snarere tværtimod. Han gik med udvidelsesplaner for sit bryggeri og købte i april 1901 den jord, som fra gammel tid havde hørt til lærerembedet i Oppe Sundby. Helt præcis hvilke planer, han havde på dette tidspunkt vides ikke. Måske var det kun for at fremtidssikre sig.

Bryggeriet forhandlede ikke kun sine egne produkter. I oktober 1902 kunne man i ”Isefjords-Posten” annoncere med, at man havde fået hovedoplaget af Gammel Carlsbergs ølsorter, Lager og Pilsner. Begge dele ville kunne købes for 5 kroner kassen.

Øllet blev, når det blev solgt, opbevaret i små øltønder (øltræer kaldte man dem), som når de var tømte, skulle returneres til bryggeriet for at kunne blive fyldt på ny. Retursystemet for ølemballage er, som man kan se, ikke af ny dato. Men det kunne godt knibe med at få folk til at aflevere tønderne, der kunne bruges at rumme mange andre ting. Man tog det ikke så tungt, at det var bryggeriets ejendom. Der kunne ikke være tvivl om ejerforholdet, da navnet ”Bryggeriet Isefjorden” var brændt ind i træets overflade. At folk ikke ville aflever tønderne gjorde, at man bestandigt måtte købe nye tønder, noget, der fordyrede produktionen ganske meget.

Det var et problem, som ”Isefjorden” ikke stod alene med. Også det tidligere omtalte bryggeri ”Frydendahl” i Frederiksborggade havde problemer med at få kunderne til at returnere emballagen efter brug. Det fik de to bryggerier til i fællesskab at bede folk om at aflever ottingerne, så øllet ikke blev fordyret af den vej. Om det hjalp? Det må man selv dømme, når man får at vide, at annoncen blev bragt mere end en gang i avisen.

Indtil 1905 var der kun blevet produceret skibsøl og lyst øl på ”Isefjorden”. Nu ville man i gang med at producere tungere ølsorter, som for eksempel bajersk øl. Det krævede mere kapital end Algreen-Ussing rådede over. Derfor omdannedes bryggeriet til et aktieselskab, hvor Algreen-Ussing blev ansat som administrerende direktør.

Det blev slutningen på ”Bryggeriet Isefjorden”. Ikke sådan at forstå, at brygningen standsede. Tværtimod blev den udvidet. Men man fandt, at bryggeriets navn var for langt og det blev i stedet døbt ”Bryggeriet Bock”. Hvordan gik det så med dette bryggeri? Den historie må vente til en anden gang, da det kun var tanken at fortælle om ”Bryggeriet Isefjorden” her.