En streng herre

Ariklen er fra medlemsbladet nr. 1 i 2007, 30. årgang

Forfatter: Uffe Müldorff

”Ilden er en god tjener, men en streng herre” lyder et gammelt ordsprog. Sandt er det, at hvis ikke det var lykkedes for mennesket at tæmme ilden, så havde menneskeheden ikke befundet sig, hvor den er i dag, og lige så sandt er det, at der skal kun et øjebliks uopmærksomhed til før at ilden går fra at være den gode tjener til at være den strenge herre.

Ilden har til alle tider været behandlet med stor respekt, og selv i dag er den ikke noget man spøger med. Når det ikke har regnet i længere tid kan vi godt forvente, der bliver udstedt forbud mod brug af åben ild, som det f.eks. tit sket i tørre sommerperioder.

Trods al påpasselighed undgår man ikke, at ildebrande opstår. Det er ofte en stor tragedie for dem, det går ud over, men samtidig er det noget, som folk meget gerne vil høre om og her kommer aviserne ind i billedet. Måske glæder redaktøren sig ikke ligefrem over ulykken, men ked af den er han nok heller ikke. Det giver ham mulighed for at bringe stof i sin avis, som hæver sig over de nyheder, han i det daglige bringer.

Et eksempel er, da Ude Sundby Møllegård brændte i 1893. Gården lå, hvor vi i dag finder vejen Møllevej ved Roskildevej. Den 22. juni bragte Isefjordsposten følgende beretning:

Stor Brand i Frederikssund – Møllegaarden brænder ! –

I Gaar, da Middagens Ro hvilede over Byen, gik det som en Løbeild fra Dør til Dør: Møllegaaarden brænder !

Saaledes forholdt det sig ogsaa. Ilden opstod i en Vognport og vilde, saafremt man blot havde haft et Par Spange Vand ved Haanden, let kundet været kval i Fødslen; men det havde man ikke, og da Brandvæsenet omsider kom tilstede, var det forsent.

Hele Gaarden , der bestod af 4 straatækte Længer, nedbrændte i Løbet af en Time fuldstændig, og samme Skjæbne led 1 Udhus og 2 Sædstakke. Alt Bohavet blev ført ud af Huet og alle Kreaturerne vare paa Marken.

Vindmøllen var hele Tiden stærkt truet, men ved Brandvæsenets energike anstrængelser – særlig ved at oversprøjte den med Vand – blev den dog reddet.

Mølleejeren, Lars Peter Andreasen, samt dennes Hustru og Børn vare rejste til Holbæk, hvorfra Hr. Andreasen efter at have modtaget et Telegram om det Skete afrejste med Middagstoget.

Hermed var beretningen fra storbranden ikke forbi. Pladsen i avisen tillod ikke en længere beretning den 22. juni, men det rådede man bod på den efterfølgende dag, hvor man fulgte op med en øjenvidneskildning fra branden:

 

Møllegaardens Brand

Møllegaarden er, som bekjendt, temmelig højtliggende, intet Under, at Branden var at se i vid Afstand. Fra Forskjellige Byer kom der strax telefonisk Forespørgsel om den store Brand, og fra adskillige Byer i Omegnen kom Sprøjter og Mandskab. Vi lagde mærke til, at Oppesundby Sprøjte var en af de første paa Brandstedet.

Varmen var utaalelig; på 30 Skridts Afstand kunde man næppe aande, skjøndt Vinden bar bort fra den store Tilskuerkreds, der strax samlede sig. Naar man saa ind gjennem Porte og Luger, lignede det en gloende Ovn., hvorfra vældige Røgmasser hvirvledes i Vejret.

Det er længe siden, at vi saa en Brand med mere ”Fart” i. Bygningerne vare gamle og stærkt spækkede med Tømmer. Tagene af Straa og naturligvis knastørre, og hvad ikke  mindst bidrog til, at Gaarden paa en lille time nedbrændte til Grunden, var Stormen, der her havde fri Spas og lystig tumlede med luerne.

Som meddelt fik man alt Bohave ud paa Marken foran Gaarden, og i Løbet af faa Minuter var den spæde Foraarssæd nedtrampet af Tilskuere, Brandmandskab eller Heste, og over det Hele laa Møbler, Dyner og Husgeraad i søsterlig Forening, medens Vognene fo’r af sted med de komiske smaa Vandtønder, af hvilke adskillige ikke saa ud til at tage mange Potter paa deres Samvittighed, Alt var en broget Forvirring.

Ilden fortsatte imidlertid sit Ødelæggelsesværk, og den ene Stolpe efter den anden styrtede brændende til Jorden.

Et Øjeblik saa det ud, som Vindmøllen skulde dele Skæbne med Gaarden, og Brandmandskabet rettede derfor hele deres Opmærksomhed paa denne Fare. At faa den oversprøjtet med Vand var nu ikke absolut nemt, da Straalen kun naaede midt op paa Møllen, og det særlig var Hatten, der begyndte at vende sine Spaaner til vejrs på Grund af Heden. En lang Stige fik man bragt til veje og et Par flinke ”Straalere” sendt tilvejrs – og Faren var overstaaet.

I Grøften laa en Kalv, der først for faa Dage siden havde set Dagens Lys; heldigvis fik man den flyttet længere Bort, før Heden havde kvalt den.

En lille Fyr frelste sin store brune Kat og travede nedad Vejen med sin kostbare Byrde paa Armen, ivrigt trøstende den over al den Modgang den maatte lide. Brandmandskabet, særligt ”Nedbryderne” – nogle raske Tømrere – vare utrættelige i at faa ”revet Braset ned”; ikke uden Fare kravlede de op paa en Pavillon eller stor Entree og søgte herfra at vælte Skorstenene; men de gjenstridige Skorstene vilde nu vedblivende staa og knejse.

At det var en hel Fornøjelse for Brandmandskabet at vælte de gamle Mure, saa man overalt, men de havde nu ogsaa staaet deres Tid og kunde trænge til Afløsning.

En trist Episode forefaldt deroppe. En Familie, der bor i et lille Hus ved siden af, maatte ligeledes i Huj og Hast ud med al deres Bohave, og en gammel Kone, der altid er syg og sengeliggende, maatte man bære bort.

Avisen kaldte Møllegårdens brand for en stor brand, men blot to måneder tidligere havde man bragt en skildring af en brand af et endnu større omfang.

Den 25. april kunne man meddele, at der, da redaktionen af dagens avis var ved at være afsluttet, var blevet set mægtige røgskyer fra Horns Herreds sydlige del, så man formodede, at der måtte være gået brand i en større gård. I sidste øjeblik var det blevet bekræfter. Der var Selsø, der brændte. En journalist var blevet sendt af sted for at man den følgende dag kunne bringe mere udførlige efterretninger.

Det var, kunne journalisten fortælle, en ganske forfærdelig oplevelse. Kun hovedbygning, forpagterbolig og en del af mejeribygningen var blevet reddet fra den altfortærende ild. Om selve brandstedet skrev han:

Her var Alt i en kaotisk Forvirring. Til Højre, skjult mellem Træerne, hvoraf flere var begyndt at fænge, seer man den gamle ærværdige Hovedbygning, der, takket være sit Teglstenstag endnu er gaaet Ram forbi.

Til Venstre seer man et graadigt Flammehav, hvorfra en fed, kvælende Røg vælter ud. Men Ilden har ogsaa her fundet god Næring: 4 – maaske flere – hundrede Aar gamle – Bindingsværksbygninger samt et stort Svinehus staar i lys Lue! Den sidste Tids vedholdende Tørvejr og næsten bagende Solskin har naturligvis gjort Bygningerne, der alle vare straatækte, let fængelige.

Ilden var blevet opdaget ved 3-tiden om eftermiddagen,  på et tidspunkt, hvor de fleste af gårdens folk var i marken. Det samme var desværre ikke tilfældet med gårdens mange dyr. På stalden stod omkring 200 køer, 70 svin, 8-9 heste og et ukendt antal høns. Man havde, da ilden var opdaget, søgt at redde nogle af de mest værdifulde dyr ud. Men ilden havde for godt fat så arbejdet måtte opgives. Beretningen fortsætter:

At det har været en hjærteskjærende Scene for Folkene at overvære, vil Enhver forstaa; Køerne brølede, Hestene vrinskede og Svinene skreg i vilden Sky – en Koncert af den uhyggelige Art! En Del Høns indebrændte ligeledes.

Vi nærmer os forsigtig til Kostalden og gaar saa nært til den som muligt, Dog, vi tvinges af den kvælende Hede til at retirere lidt og mærker, at vore ”Undersaatter” bliver temmelig ophedede!

Vi maa derfor pr. Distance gjøre vore Observationer.

- Over et meget sort Areal ser man de omstyrtede Egetræsbjælker, der ere glødende og som kun langsomt fortæres.. Og midt i denne – vi fristes til at sige – gloende Ovn, ser man hundrede af Kadavre, der som smaa Jordhøje ligger spredte rundt omkring, omgivne af Aske, Sten og nedbrændt Tømmer, der stadig brænder – men uden at gjøre Skade. Der er nemlig absolut intet mere for Ilden at gjøre – den har, om man kan sige, gjort rent Bord! 

Vi begive os derpaa hen til Hestestalden, hvor Varmen er taaleligere; lige ved Indgangen ligger en af de indebrændte Heste, udstrakt og med alle fire vendende hver til sit Verdenshjørne. På Bugen ses et frygteligt Brandsaar, der nok kan give en et Begreb om, hvad det stakkels Dyr – og for resten de øvrige omkomne skabninger – har lidt.

Det var selv for en garvet journalist en rædselsfuld oplevelse at bevæge sig rundt i dette glødende inferno og han kunne godt forstå, at brandvæsenet havde stået fuldstændigt magtesløs overfor denne umulige opgave. Sprøjten fra Sønderby havde været først til stede, men selv om den hurtigt havde fået assistance fra stort set alle sprøjter på egnen havde der ikke været noget at stille op. Ilden havde fået for godt fat i de store stråtækte bygninger, der én efter én segnede under flammernes rasen.

Hvad var så årsagen til branden?  Forpagterens søn og sønnen af en af gårdens karle havde fået fat i en æske tændstikker. Den havde de leget med i stalden, hvorved der var gået ild i noget halm. Resultatet var det ovennævnte, hvor det meste af Selsø gik op i flammer.

Ilden er en god tjener, men en streng herre !

Ordsprog:

Ild i gamle huse er farligere end i nye. (Peder Syv)

Liden ild at varme sig på, er bedre end stor at brænde sig på. (Peder Laale)

Man kan sagtens sætte sig til ilden med en anden mands bukser. (finsk)