Gennem mere end 30 år har forskere arbejdet for arkæologien med at datere gammelt træ ad dendrokronologisk vej. Dvs at tælle og måle bredden på årringene i træ. Ved at lægge kurver for forskellige gamle træstykker af samme træsort i forlængelse af hinanden og afsætte målene i et koordinatsystem er det muligt at lave standardkurver, der rækker helt tilbage til kort tid efter Kristi fødsel for f.eks. egetræ.
Det var amerikaneren A. E. Douglass der opfandt metoden kort efter år 1900, men først omkring 1940’erne nåede den til Europa. I Danmark begyndte man at skabe en standardkurve omkring 1960.
Nu er standardkurver ikke ens overalt, hverken i Europa, i Norden – eller i Danmark for den sags skyld. Kurverne er betinget af vækstforholdene og klimaet på voksestedet.
Derfor er der lavet vækstkurver for forskellige træsorter mange steder i Europa.
Tidligere var det en langsommelig affære at finde frem til den rigtige vækstkurve og dermed finde den rette datering for et stykke træ. Men nu om dage med de effektive computere er det ingen sag, for en sådan maskine kan indeholde masser af kurver i sin database.
Samtidig med at man får det rette tidspunkt for fældningen af træet, får man også at vide, hvilken europæisk standardkurve, der er den mest sandsynlige for voksestedet.
Dendrologi: Opbygningen af en grundkurve. Her er brugt træ fra et nutidigt egetræ og bagud til træ fra en jernalderbrønd, og så er ”stregkoderne” stykket sammen. Ved at afsætte afstandene mellem de enkelte vækstringe som punkter i et koordinatsystem og forbinde punkterne, får man en kurve, der kan bruges til at sammenligne kurverne fra andet træ med.
Egetræ er den træsort, der bliver ældst og bevares bedst, derfor var det naturligt at Nationalmuseets dendrologiske laboratorium, da man ville datere Skuldelevskibene, begyndte med de 3 skibe, der var af egetræ, f.eks. vrag 2, kaldt ”det store krigsskib”, som man for øvrigt har lavet en kopi at på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Af et passende kraftigt stykke tømmer skar man en tynd skive, hvis årringe blev talt op og dens tykkelse målt. Så indtegnedes alle tykkelserne i et koordinatsystem, hvor alle de målte værdier blev afsat om punkter, der så blev forbundet med en streg. Derved fik man en kurve, som kunne sammenlignes med de kurver, der i forvejen var indkodet. Den kurve, der kom nærmest i udseende fortalte så, hvornår træet var fældet, men altså også hvor i Europa træet var vokset.
For Nordeuropa har man kurver for egetræ fra mange lande; foruden Danmark også fra Norge, Sverige, Tyskland, Polen, Frankrig, England, Irland, Skotland, Holland og Belgien.
Da man undersøgte vrag 2 blev man noget overrasket, vækstkurven passede slet ikke med nogen skandinavisk kurve, først da man nåede til Irland, ”var der bid”, kurven passede med den fra området omkring Det Irske Hav, nærmere betegnet fra egnen omkring Dublin. Fældningsåret for skibstømmeret lød på 1060 – 70, altså efter vikingetiden, de sluttede ca. år 1050.
Det var naturligvis lidt af en overraskelse, og man tog straks fat på vrag 5, ”det lille krigsskib”. Det viste sig, at det skib var danskbygget fra år 1050 og repareret i 1070’erne.
Vrag 3 ”det lille handelsskib” var det ældste egeskib og fra ca. 1040 og repareret i 1050’erne. Også dette var af dansk egetræ.
De sidste to vikingeskibe var bygget i fyrretræ, og her siger det sig selv, at de ikke er danske, da der ikke har vokset så store fyrretræer i Danmark, før omkring år 1700 e. Kr., hvor fyrren blev indført hertil sydfra.
Igen måtte man ty til udenlandske værkskurver for fyrretræ. Det gav som resultat, at vrag 1 og vrag 6 er bygget af træ, der har vokset omkring Sognefjorden i Norge, det kunne ses af de standardkurver, nordmændene havde lavet over fyrretræ fra stavkirkerne i Urnes og Kaupang.
Vækstkurverne for den del af Norge er helt specielle, så der var ikke mulighed for at tage fejl. Begge skibe blev bygget omkring år 1030.
Det kom ikke som den helt store overraskelse, at vrag 1, ”Knarren”, var deroppe fra, det havde marinearkæologerne på fornemmelsen, da skibet indeholder detaljer, der peger nordpå mod andre norskbyggede skibe. Men at vrag 6 også var norsk, havde de næppe regnet med, for man har hele tide ment, at skibet var fra et sted langs Østersøen.
Alle Skuldelevskibene er således bygget omkring midten af 1100-tallet, hvor man ellers mente, at vikingetiden var forbi. De mange mindre skibe, der blev fundet i forbindelse med etablering af museumsøen i Roskilde, var ligeledes fra forskellige steder i Nordeuropa.
Det alt sammen viser, at Roskilde har været en by af stor betydning, og den har haft handelsforbindelser vidt omkring i slutningen af vikingetiden og begyndelsen af middelalderen.
