En ufuldstændig brolægning, og ved siden af er der lagt grus med masser af huller, som fyldes med vand ved det mindste regnvejr, så den gående oversprøjtes med muddervand, hvis en vogn kommer kørende forbi.
Lyder det bekendt? Den opmærksomme læser har sikkert allerede tænkt: "Østergade i Frederikssund"! Dertil er kun at svare: Fuldstændig korrekt for genstand og sted. "Skulle læseren nu - beruset af sin viden - tilføje: "Vinteren 1999/2000", - ja så må der svares: "Nej desværre ikke". Vi skal noget længere tilbage i tiden, selvom beskrivelsen måske godt kunne ligne noget vi kender idag.
Vi skal 235 år tilbage - til året 1765, og vi befinder os ganske rigtigt i Østergade i Frederikssund. Stiftamtmand Eggert Christoffer Knut var lige tiltrådt sit embede og var på vej rundt i de danske købstæder for at se, om alt var, som det burde være. Nu var turen kommet til Frederikssund. Her kunne stiftamtmanden allerede ved ankomsten til bygrænsen konstatere, at der var noget galt. Der manglede en brolægning, som der burde være i en købstad. Det kunne måske gå an, hvis man var gående, men en tungt læsset hestevogn var i stor fare for at vælte på den hullede grusvej.
Der måtte gøres noget. Stiftamtmanden henvendte sig til byfoged Nørager i Slangerup og pålagde ham, at få bragt den sag iorden. Byfogeden kunne nu tage det roligt. Nok skulle han sørge for påbuddets udførelse, men de, der skulle lave arbejdet, var ikke kommunens ansatte. Det var borgerne selv, der måtte tage sig af det. Det var nemlig borgerens pligt, at få gaden udfor hans ejendom brolagt ud til midten.
Sommeren 1765 blev en travl tid i Frederikssund. Stiftsamtmandens påbud var ikke noget man bare sad overhørig i enevældens Danmark. Der skulle skaffes sten af en passende størrelse, hvilket ikke var ligetil, når det var hele gader, der skulle brolægges. Først og fremmest måtte de nærliggende strande holde for, og adskillige bønder fik sikkert også lidt ekstra fortjeneste ved at sælge de sten, de havde fjernet fra markerne. Men arbejdet kom igang, og stenene blev lagt. Havnegade fik sin brolægning og Vimmelskaftet (knækket hvor vi idag finder Rådhuskroen) fik sin, og Østergade... Ja her var et problem.
Den 10. december måtte byfoged Nørager skrive til stiftamtmanden og fortælle at det kneb med at få Østergade brolagt. Problemet var at der kun var huse på gadens sydside - og ikke engang i dens fulde længde. Skulle Østergade brolægges over det hele, måtte husejerne gøre det i gadens fulde bredde, hvilket Nørager ikke mente, at man kunne byde dem. Det ville give dem en større byrde end de andre beboere.
Heldigvis kunne Nørager også komme med et forslag, som han mente ville løse problemet. Jorden der lå på nordsiden af Østergade, var landsbyen Ude Sundbys marker. Derfor burde Ude Sundbys bønder vel være de rette til at sørge for den resterende del af brolægningen. Den tyggede stiftamtmanden lidt på, og et par dage senere lod han Sorteper gå videre. Bønderne i Ude Sundby sorterede under amtmand von Gram i Hillerød, og derfor blev Nøragers forslag ekspederet videre til ham. Amtmand von Gram vidste ikke hvad han skulle mene, men heldigvis fandtes der folk længere nede i systemet, som kunne klare det for ham. Han sendte sagen videre til regimentskriver Dahlstrøm. Denne skulle tænke over sagen og komme med en udtalelse. Gerne lidt hurtigt, da det var en sag amtmanden helst ville have ud af verden i en fart.
Dahlstrøm behøvede ikke lang tid til sine overvejelser. Han støttede ikke forslaget. Bønderne i Ude Sundby var i forvejen rigeligt hængt op med alt det hoveri de skulle yde - og de mange skatter de skulle betale. Skulle de nu også hænge på brolægningen i Frederikssund, så var hen ikke utilbøjelig til at mene, at det ville blive til ruin for flere af dem. Det var også en dårlig ide, når Nørager foreslog, at Ude Sundbys bønderburde brolægge vejen ind til Frederikssund, da den løb gennem deres markjorder. Der var ingen bønder andre stæder, der var forpligtet til at brolægge for en købstad. De var kun pligtige til at holde deres grusveje i forsvarlig stand, og det kunne vel ikke være anderledes for Ude Sundbys bønder. Ville Frederiksund have brolagt sine gader, måtte byen selv gøre det, mente Dahlstrøm.
Det blev det svar, Gram sendte videre til stiftamtmanden. Bønderne i Ude Sundby var rigelig overbebyrdede, og burde ikke pålægges yderligere pligter. En sådan brolægning ville heller ikke være til gavn for dem, kun for Frederikssund, og derfor burde det også være byen selv, der afholdt udgifterne. Indkørslen til byen kunne man måske snakke om, men i så fald skulle det ikke være for bøndernes penge, men for amtets og dermed kongens regning.
Og sådan må det være blevet. Der findes ikke flere skriverier i sagen. Man må gå ud fra, at borgerne i Frederikssund har skillinget sammen for at få brolagt den anden halvdel ad Østergade for at få en ordentlig gade. Indkørselsvejen til Frederikssund måtte vente noget længere med sin brolægning. Da den endelig kom, havde kommunen selv overtaget arbejdet med at brolægge gaderne, sådan som det sker idag. Det skulle jo gøre det hele lettere. Ikke en masse vrøvl med, hvem der skal brolægge hvilken del. Så burde alle vel være glade, eller hvad? Aviserne fra dengang synes at vise noget andet.
Måske skulle man genindføre det gamle princip, med at enhver grundejer var ansvarlig for sin part af gaden.