Christopher Erhardt

Artiklen er fra medlemsblad nr. 2 i 1995, 18. årgang

Afsnit 1

Man kunne i foråret 1995 se og høre en masse om Danmarks Befrielse den 4 – 5 maj 1945, - naturligt nok, da det var 50-året for den begivenhed. Men var man gået længere tilbage i historien, havde man fundet ud af, at man på samme tid – her i byen – kunne fejre 200 året for en anden befrielse. I maj måned 1795 forsvandt Christopher Erhardt med familie fra Ude Sundby, hvad størsteparten af landsbyens befolkning helt sikkert har følt som en lettelse og befrielse. Hvorfor, skal erfares i det følgende:

Christopher Erhardt blev født i september 1749 på Eskemosegård i Birkerød sogn. Her boede hans far, Johan Gottfried Erhardt, skovrider for enkedronning Sophie Magdalene på Hørsholm slot. Den 19. september samme år blev han døbt i Birkerød kirke; fadderne var ansatte fra Hørsholm Slot.

Faderen døde i 1768, og moderen, Inger Margrethe Cramer, i 1781, og ved hende blev der i kirkebogen noteret, at hun havde været fra sin forstand i mere end 25 år.

Som søn af en skovrider, var det helt naturligt, at også Erhardt søgte sig et embede blandt skovens folk. Skovrider blev han ikke, men gik i stedet jagtvejen. Han fik ansættelse som parforcejæger under Christian den syvende.

Parforcejagten var en jagtform, hvor jagtbetjente med hunde jagede et stykke vildt, indtil det segnede af udmattelse. Mens hundene holdt det nede ved at bide sig fast i dyrets ben, ører og pels, tilkaldte man med et hornsignal en af jagtherrerne, som indtil da – fra hesteryg og på behørig afstand – havde fulgt jagten. Denne stak nu med sin hirschfänger (jagtdolk) eller et spyd dyret ihjel, - jagten var slut.

Mens Christopher tjente som parforcejæger blev han – som han senere udtrykte det – ”i en ukristelig proces dømt som ransmand”, men fik oprejsning af kongen og kunne fortsætte i sit embede.

I 1777 blev det besluttet, - dels for at spare på statens udgifter, og dels fordi parforcejagt ikke interesserede Chr. VII -, at nedlægge jagten. De mange ansatte kom på ventepenge og kunne derefter selv bestemme, hvad de ville foretage sig.

Christopher Erhardt mente, at det var for tidligt at slå sig til ro som 28-årig, men da det ikke var muligt at blive ansat som jæger nogen steder, måtte han prøve et andet hverv.

Han erhvervede så Havelse Mølle, og der flyttede han med kone og børn ind men måtte snart konstatere at mølleriet måske ikke var så givtigt, som han havde forestillet sig.

Han ansøgte derfor i 1785 Det Kongelige Rentekammer om lov til at fæste gård nr. 4 i St. Havelse. Som begrundelse for at netop han skulle have den, skrev han, at den næsten altid havde hørt under Havelse Mølle, og at møllens forrige fæster, Jan Larsen, netop var flyttet. Erhardt fik afslag på sin ansøgning, hvilket ikke afskrækkede ham fra at prøve igen.

Situation fra parforcejagt, hvor hunde holder det udmattede hjortevildt nede. Efter stik fra værk om jagt 1682 af Johan Täntzern.

 

Afsnit 3

Jørgen Smith havde, som nabo til Erhardts kirkejord, ventet med at sætte stendige imellem denne og sin egen jordlod, - formodentlig fordi, han selv håbede at kunne få jorden, og drive begge lodder sammen. Men da det ikke viste sig muligt, skulle stendiget også sættes her. Dette skete i sommeren 1786, og det gjorde, at Erhardt så sig nødsaget til at reagere. Der var oprindelig gravet en jordgrøft rundt om Smiths lod for at markere skellet. Her kunne Erhardt ”ved selvsyn konstatere”, at det nye stendige blev sat op uden for denne grøft, og det snuppede hele 4 alen af hans jord! Landinspektøren måtte nu ud for at klare sagen. Efter en opmåling kunne han fortælle, at stengærdet stod, hvor det skulle. Men derimod var grøften skæv, og det havde Jørgen Smith nu rådet bod på.

Det var helt sikkert en afgørelse, der ikke huede Christopher Erhardt, og formodentlig lagde den også kimen til det fjendskab, der kom til at bestå mellem ham og familien Smith i de kommende år.

Christopher Erhardt blev, da han fæstede kirkejorden, boende i Havelse Mølle, men fandt det snart upraktisk at bo så langt fra sin jord. Man kunne ikke holde øje med, om nogen – om end retmæssigt - bemægtigede sig, stykker af den. Han fandt det derfor klogest, at afhænde den til en godtroende person, som kunne affinde sig med den slags. Offeret blev Jakob Verdelin, Garver i Frederikssund. Han havde enten for mange penge, eller for lidt forstand på landbrug. Han gav Erhardt 1000 rigsdaler for afståelsen, et beløb, som den ikke engang kunne have indbragt, hvis den blev købt på daværende tidspunkt.

Så stod Erhardt igen uden jord, og samtidig gjorde han sig tanker om at ville forlade Havelse Mølle. Han havde i den korte årrække, han havde beboet den, præstereret at rage uklar med de fleste bønder i St. Havelse. Han havde ad rettens vej forsøgt at tvinge dem til at betale ham nogle afgifter, han mente sig berettiget til som møller. Dommen var gået ham imod, men hans foretagsomhed i den anledning, havde ikke just øget hans popularitet.

Dertil kom, at byens sognefoged ideligt rendte ham på dørene for at få ham til at betale de afgifter til Frederiksborg Sygehus, som byens øvrige indbyggere svarede, og som han nu var 4 år bagud med.

Erhardts lille intermezzo med Jørgen Smith havde ikke afskrækket ham fra at slå sig ned i Ude Sundby. Han var derfor ikke sen til at benytte sig af situationen, da Niels Pedersen på Hofgård fandt ud af, at landbruget ikke var det erhverv, at han bedst kunne ernære sig ved. Niels Pedersen havde fæstet sin gård lige efter udskiftningen og selv bygget den gård, der nu stod på lodden. Det havde kostet ham alt, hvad han havde af penge, og da Erhardt kom og tilbød, at give 300 rigsdaler for at kunne overtage gården, så slog Niels Pedersen til med det samme og flyttede ind til selve Ude Sundby og ernærede sig som fisker.

Erhardts overtog gården i 1787, på det tidspunkt var den kun et par år gammel. En brandtaksation, som ganske vist er udarbejdet et par år senere – giver mulighed for at se, hvad det var, Erhardt flyttede ind i:

Gården bestod af 4 længer. Stuehuset lå i syd og var 9 fag langt og indrettet til 2 stuer, 3 kamre, køkken og bryggers. Nordlængen var 10 fag lang, og her var der kalvehus, port, to lader og en lo. Vestlængen var 7 fag, og her var der hestestald, lade og lo, endelig havde man mod øst en længe på 10 fag, som indeholdt en kostald, port, 2 lader og en lo.

Ingen af Erhardts børn var store nok til, at kunne give faderen en hjælpende hånd med gårdens drift, da han overtog gården. Han måtte derfor ansætte tjenestefolk til at bistå ham med arbejdet. Til markarbejde ansatte han karlen Anders Larsen, mens køkkenregionen og malkningen blev varetaget af pigerne Anne Marie Hansdatter og Karen Nielsdatter.

Christopher Erhardt havde, inden han forlod Havelse Mølle, ofte været hjemsøgt af den derværende sognefoged. Snart begyndte han at få lignende problemer i Ude Sundby. Han havde overtaget sin bondegård på de sammen vilkår, som enhver anden bonde i Ude Sundby. Det ville sige, at han skulle betale skatter af jorden og yde hoveri.

Det kendte billede, malet af Senn, viser færgeoverfarten. Billedet er set fra Strandgårdens jord mod Færgegården, hvor Arthman boede.

 

Afsnit 5

Indtil september 1789 havde Christopher Erhardts naboer kunne være nogenlunde i fred for ham, men nu gik det ikke længere. Den 16. september havde færgemanden Arthman fundet 6 heste, som ikke var hans egne, gående på sin jordlod i Ude Sundby. Han satte dem ind i sin egen stald, som det dengang var skik og brug, og lod meddelelse gå til Erhardt om, at han kunne afhente sine heste mod at betale det foder, Arthman måtte ofre på dem, mens han havde dem stående.

Erhardts første reaktion var, at prøve at bryde ind i Arthmans stald natten efter for at hente hestene, men da dette mislykkedes, måtte han dagen derpå bide i det sure æble og betale for at få hestene udleveret.

Natten mellem 18. og 19. september kunne Arthman igen finde 8 af Erhardts heste på sin lod. De røg igen på stald hos færgemanden, og denne gang meddelte Erhardt, at han ikke ville betale noget. Det var jo ikke hans skyld, at grøfterne omkring færgemandens lod var så sløje, at hans heste uden besvær kunne komme derind.

Denne beskyldning fik Arthman til at tilkalde sognefogeden og et par vidner. De måtte tage turen hele vejen rundt om Arthmans lod, hvorpå de kunne bevidne, at hans grøfter var i den bedste orden. Erhardts derimod var i en tilstand, så ”man kunne sende en hestevogn med et fuldt læs hø over dem, uden at frygte, at vognen skulle vælte”.

Da Erhardt således ikke kunne udrette noget, valgte han en anden metode, Arthman måtte i begyndelsen af oktober til sin store overraskelse konstatere, at 14 af hans køer pludselig befandt sig inde på Erhardts jord, og denne ville kun udlevere dem, hvis han kunne få sine heste igen. Det skete, men alligevel fandt Erhardt det nødvendigt, at klage over Arthmans opførsel til amtmanden.

Dette fik Arthman til at fare i blækhuset, og som trumf kunne han fortælle, at Erhardt gik på jagt i området og opskræmte med sine hunde en masse kreaturer, så man måtte hente dem hjem langvejs fra. Men amtmand Levetzow havde fået nok af Erhardt for det år (hoverisagerne) og svarede, at den sag ville han ikke blande sig i. Kunne de ikke ordne den i mindelighed, måtte de gå rettens vej, hvilket ingen af dem dog havde lyst til.

Også en anden nabo fik i efteråret 1789 fornøjelsen af, at lære Erhardts husdyr nærmere at kende. Det var Erhardts gamle bekendte, købmand Jørgen Smith, fra Frederikssund. Denne havde i begyndelsen af oktober sendt en af sine karle ud for at så rug. Bedst som han gik og spredte kornet, hørtes pludselig rundt om ham en ivrig pludren. 40 kalkuner var på vej ind over grøften fra Erhardts lod for at gøre sig tilgode med det korn, der netop blev sået. De blev gennet tilbage igen, og Jørgen Smith lod Erhardt vide, at kalkunerne skulle blive på hans side, - ganske forgæves.

Lige så snart sædemanden gik i gang, kom der 40 kalkuner rendende for at holde ham med selskab. Selv ikke det, at Smith hver dag sendte en dreng ud for at jage kalkunerne væk, hjalp. Lige så snart drengen var gået, kom kalkunerne tilbage. Resultatet blev, at der slet ikke kom til at gro rug på markstykket det efterfølgende år. Erhardt selv ventede klogelig med at lægge sin rug i jorden, til kalkunerne var blevet slagtet.

Da Ude Sundby i 1782 blev udskiftet, blev det bestemt, at når man fandt det belejligt, skulle der på hver gårdmands jordlod afsættes et lille stykke jord, som skulle tildeles en husmand. Han kunne derved tjene lidt ekstra til at ernære sig og sin familie. Det var noget, som blev gennemført overalt på det nordsjællandske krongods.

I december 1789 skulle dette også gennemføres i Ude Sundby. Den 10. december indkaldte man byens husmænd for at uddele lodderne. Der troppede 18 interesserede op, men da der ikke var huslodder til alle, måtte man trække lod, og huslodden på Christopher Erhardts jord tilfaldt husmand Rasmus Hansen.

Det har sikkert glæder Rasmus Hansen, at han var blandt de heldige der fik jord, selvom der nok har været betænkeligheder ved, at det var huslodden på Erhardts jord, han havde fået. Men at dyrke den ville han, og det gik han så i gang med.

Rasmus Hansen startede med at sprede møg på jorden, som derefter skulle pløjes ned. Som nystartet i landbruget havde han ingen plov. Han havde i mere end 10 år, hver vinter været ansat hos Jørgen Smith som tærsker, og da Smiths egen jordlod ovenikøbet stødte op til huslodden, spurgte Rasmus Hansen, om han kunne låne en af Smiths plove, når han var færdig med den. Det havde Smith ikke noget imod og lørdag den 24. april, da Rasmus Hansen gik og pløjede for Jørgen Smith, fik han at vide, at når han var færdig med dette arbejde, kunne han tage Lars Nielsen med til at pløje huslodden.

De blev færdige med at pløje Jørgens Smiths jord, men det blevet så sent, at de ikke ville gå i gang med noget nyt. De satte derfor plovene ind på huslodden, spændte hestene fra og gik hjem. Næste dag var søndag, og de aftalte så at pløje huslodden mandag. Men sådan skulle det ikke komme til at gå. Mandag morgen, da de kom med hestene, var plovene forsvundet. De måtte – selvfølgelig noget bestyrtede – tage til Frederikssund og underrette Jørgen Smith. Denne kaldte øjeblikkelig et par andre af sine andre karle sammen og gav dem besked om, at de skulle forhøre sig rundt om i Ude Sundby, om der var nogen, der kendte noget til denne sag. Man startede i selve byen, men uden resultat. Så gik turen til udflytterne.

Her startede man med Erhardt, som straks smækkede porten i, da man ankom. Der blev banket kraftigt på, og Erhardt åbnede. Han vedgik med det samme, at han var den skyldige. Han havde søndag morgen, set plovene stå på sin jord og bedt sin karl Lars Jensen om at sætte dem ind på sin gårdsplads. Dette kunne Rasmus Hansen og de øvrige forvisse sig om, da de kunne se plovene gennem porten, men udlevere dem, det ville Erhardt ikke. Han var godt klar over, at Smith igen ville prøve at tage et stykke jord fra ham, og det kunne han godt spare sig, det ville Erhardt med alle midler forhindre. Det hjalp ikke det mindste, at Rasmus Hansen derefter prøvede at forklare, at det ikke havde noget med Jørgen Smith at gøre. Han havde kun lånt Rasmus sine plove, så han kunne få pløjet sin jord.

Det sidste fik blodet til at koge i Erhardt. Rasmus Hansen kunne godt glemme enhver tanke om, at bruge den jord. Det ville Erhardt ikke tillade og (ordret citeret) ”maatte Satan inderlig fortære ham og flyve af med ham, og dersom Rasmus Hansen besaaede Jorden, skulle han sette sine Creature derpaa for at opæde, hvad der groede paa samme, om det saa skulle koste ham den sidste Feer, han havde i sin dyne”.

Efter denne svada kan det ikke undre, at folkene fortrak fra Erhardts gård. Ham kunne det ikke nytte at argumentere med. Men hvis man i stedet gik til myndighederne, kunne det være, at de kunne sætte ham på plads. Den dag blev der skrevet to breve til regimentskriver Rosenqvist. Det ene fra Jørgen Smith, som bad ham være behjælpelig med at få sine to plove igen, og det andet fra Rasmus Hansen, som godt ville bruge sin huslod uden Erhardts indblanding.

Begge brevene blev straks sendt videre til amtmanden. Hvad Jørgen Smith angik, kunne han meddele, at Smith selv måtte klare sagen ad rettens vej, men vedrørende Rasmus Hansens klage, så var det en langt alvorligere sag. Den blev han nød til at sende ind til myndighederne i København. Erhardts omgang med huslodden var direkte en overtrædelse af de bestemmelser, Hans Majestæt Kongen selv havde truffet om, at der på hver gårdlod skulle være et stykke jord, som skulle tildeles en husmand.

Det var noget der skulle tænkes lidt over inden Rentekammeret afgav sin resolution, og der gik derfor nogen tid inden Rasmus Hansen hørte videre.

Imens det stod på, fik Jørgen Smith lagt sag an mod Christopher Erhardt for at få sine plove igen. Havde han regent med, at det var noget, som kunne ordnes i en håndevending, tog han grundigt fejl. Det lykkedes Erhardt med alle mulige påskud at trække sagen i langdrag. Midt under sagen ville han have skiftet sin advokat ud, på et tidspunkt lagde han sig syg for en længere periode, han udeblev fra retsmøderne på grund af høsten og så videre.

Det blev en travl sommer i tinghuset i Hillerød, hvad Erhardt angår. Midt under ”plovsagen” anlagde Jørgen Smits søn, Jockum Smith, også sag an mod ham. Erhardt havde på sin lod fundet en af Jockums køer, som han, reelt nok, havde sat på stald, for at Jockum Smith skulle afhente den. Jockum Smith sendte en af sine folk ud for at indløse koen, men Erhardt krævede et meget stort beløb for at ville udlevere koen. Efter sigende fordi, koen havde anrettet stor skade i hans korn, hvilket han dog ikke kunne påvise. Han ville ikke lade sig nøje med, hvad Jockum Smith ville give i ”findløn”, og for at få sin ko igen, måtte Jockum Smith derfor sagsøge Erhardt.

Først den 18. november faldt der dom i de to sager, - begge kom til at gå Erhardt imod. Med sagernes omkostninger, bøder og erstatning var beløbene efterhånden løbet godt op. Erhardt ville som sædvanligt ikke betale, og man måtte derfor med rettens hjælp foretage udpantning hos ham.

Det skete den 15. december 1790, samme dag, som regimentskriveren ville inddrive skatterne fra forrige år. Dem havde Erhardt nemlig heller ikke betalt. Det blev en bekostelig dag for ham. I alt blev der fjernet indbo for 98 rigsdaler, 2 mark og 6 skilling, det samme som værdien af 5 køer.

Samme år, i slutningen af juni – 3 måneder efter Rasmus Hansen klagede – havde man i Rentekammeret endelig fundet ud af, hvordan man ville forholde sig angående Rasmus Hansens husmandslod. I den forgangne tid havde Rasmus, uden at kunne komme til sin lod, kunnet se, hvordan Erhardt havde pløjet den og tilsået jorden med byg og havre.

Men det var man klar over i Rentekammeret, og derfor gik afgørelsen ud på, at hvis Erhardt ville lade Rasmus Hansen beholde sæden, der var lagt i jorden, var man villige til at lade ham slippe for videre tiltale – men hvis ikke, ville man lade meddelelse gå til regimentskriveren, om at få sat ham fra gården.

Plov af samme type, som den Rasmus Hansen lånte af Jørgen Smith.

 

Afsnit 7

Den 28. januar 1794 blev Christopher Erhardt kaldt til amtmand von Levetzow i Hillerød. Man havde fundet ud af, at han nu opfyldte betingelserne for at kunne få arvefæste på Hofgården, og derfor skulle han have overrakt sit arvefæsteskøde. Men der var stadig en huslod der spøgte. Det var endnu ikke lykkedes for Rasmus Hansen at benytte sig af den, og det ville myndighederne nu råde bod på. Man bad derfor landinspektør Selmer sammen med sognefoged Rasmus Johansen og underfoged Peder Hermansen om at gå ud og få sat skelpæle op. De forrige pæle, der var sat, havde Erhardt for længst fjernet.

De troppede op på Hofgården den 15. april for at klare sagen, men blev modtaget af Erhardt, som nægtede at være dem behjælpelig med arbejdet. Han gav dem samtidig besked om, at hvis de satte nogen pæle, ville han straks fjerne dem. De fremmødte vidste, at han mente det, og at det af den grund ikke kunne betale sig at foretage sig mere for øjeblikket. Det var en sag, som amtmanden måtte tage sig af. Erhardt blev derfor indkaldt til et møde med amtmanden, og denne kunne fortælle, at hvis han ikke snart artede sig, kunne han ryge i Tugt-, rasp- og forbedringshuset eller i Blåtårn. Alt sammen uden den ringeste virkning.

Rasmus Hansen havde dog ikke givet fortabt. Han var et par år tidligere, ved højesteretsdommen, blevet tilkendt en erstatning for det høstede korn, og dertil et beløb for svie og smerte. Denne dom havde han endnu ikke fået effektueret. Men nu, da Erhardt selv var blevet ejer af Hofgården, måtte det være et passende tidspunkt. Han allierede sig derfor med hof- og statsretsprokurator Sandberg fra København for at få sine tilkendte penge. Den 4. juli 1794 troppede man op på Hofgården for at gøre udlæg i Erhardts ting. Indboet strakte ikke til beløbet, og derfor måtte man tage et drastisk skridt. Hofgården røg på tvangsauktion. Det foregik på 2 auktioner, en den 30. juli og en den 8. august. Ved auktionen faldt der hammerslag på et bud på 551 rigsdaler, og køberen var ingen ringere end Jørgen Smiths søn, Jockum.

Straks efter at auktionen var afholdt, indgav Erhardt en klage til Rentekammeret. Han ville lade sagen prøve ved Højesteret, men fik et blankt afslag. Alt var gået for sig efter bogen, så man ville ikke bruge mere tid på den sag.

Køberen Jockum Smith var købmand i Frederikssund og havde derfor ikke brug for stuehuset. Erhardt fik så lov at blive boende indtil påsken 1795 mod at betale en husleje på 12 rigsdaler.

Men Christopher Erhardt har nok været klar over, at han ikke kunne blive boende på Hofgården i al evighed. Derfor begyndte han at se sig om efter en anden beboelse. Han regnede med at have heldet med sig. Mølleren i Ude Sundby Mølle, Jørgen Ib Jæger, var afgået ved døden et par år før. Hans enke sad nu og drev mølleriet men var, skrev Erhardt, da han ansøgte Rentekammeret om at fæste den, ikke uvillig til at afstå den.

Erhardt fik i maj 1795 afslag på sin ansøgning. Og det skulle han,- hvis han havde kunnet se ind i fremtiden-, nok være glad for. De efterfølgende møllere brækkede alle økonomisk halsen ved at prøve at drive Ude Sundby Mølle.

Erhardt lod ofte andre skrive sine breve, men signerede dem selv. Denne side er fra et af indlæggende om plov- og huslodssagerne.

 

Afsnit 9

Det var efterhånden blevet sent, og derfor besluttede man, at stoppe for den dag. Hansen gik ud for at finde det første gevær frem, men nu var det forsvundet. Nogen havde fjernet det. Det kom dog hurtigt til veje igen, det blev fundet hos naboen, husmand Ole Børgesen. Erhardts søn, Johan, havde givet ham det og bedt ham passe på det. Johan havde luret og set, hvor fuldmægtig Hansen havde gemt geværet. Derefter havde han taget det, fordi han var bange for, at ”de fremmede mænd ville bruge geværet mod hans far”, og havde bragt det over til Ole Børgesen. Denne gav nu geværet til fuldmægtig Hansen, som tog det med til Frederikssund, hvor man fjernede krudt og kugle og lagde det i en pakke, der blev forseglet.

Erhardt, hustru og børn forsvandt, mens der blev søgt efter skydevåben. De søgte ind til Ude Sundby, hvor de fik midlertidigt tag over hovedet hos skomageren, Jacob Knudsen. Det var her man fandt Erhardt, da to betjente dagen efter mødte op for at sætte ham i arresten i Hillerød. Birkedommer Tønnesen havde fundet at Erhards opførsel denne gang ikke lod sig undskylde, og man anlagde derfor sag mod ham såvel fra det offentliges side, som fra Jockum Smiths.

Der var meget, der skulle afdækkes, og mange vidner, der skulle forhøres under sagen. Den kom derfor til at trække ud. For længe, hvis man havde spurgt Friderica Erhardt. Hun kunne sagtens få lov til at besøge sin mand i arresten, men hun mente ikke, at det var et sted at tage børnene med hen, hvilket skyldtes at Erhardt var kommet til at dele celle med en ”taaselig” person, som ikke ville lade ham være i fred. Hun ville derfor gerne have Erhardt med hjem en gang imellem. Det gav amtmanden tilladelse til, men Erhardt fik ikke lov at tage af sted på egen hånd. Det måtte ske i følgeskab med et par af Hillerøds vægtere, og den udgift måtte Erhardt selv betale.

Erhardt var blevet fængslet den 25. april og først den 8. oktober faldt der dom i sagen mod ham. Den gik ud på, at han skulle betale en bøde for at enere en embedsmand i funktion, og dertil en erstatning til Jockum Smith, samt sagens omkostninger og for sit ophold i arresten. Det blev i alt omkring 50 rigsdaler.

Erhardt var tilstede i retssalen, da dommen blev læst op. Dommen havde været betydeligt mildere, end man fra anklagerens side havde lagt op til. Af sammen grund ønskede han ikke at appellere sagen til Højesteret.

Men det gjorde derimod anklageren, hvilket forlængede Erhardts ophold i arresten i adskillelige måneder.

Jockum Smith var heller ikke tilfreds med dommen. Han kunne godt undvære erstatningen. Den var han ligeglad med. Til gengæld var han bange for at komme til at møde Erhardt, som måske næste gang kunne have held med at skyde ham. Jockum Smith så derfor gerne, at man ”landsforviste” Christopher Erhardt enten til Jylland eller Fyn. Der mente Smith ikke, at han kunne gøre så megen skade.

Ved sagen i Højesteret mente anklageren ikke at man, for at have truet adskillige personer på livet, burde slippe med at betale bøder. Erhardt burde henrettes for denne handling, og desuden var bøderne også alt for små. Erhardt selv ønskede kun, at dommen blev stadfæstet.

Højesteretsdommen faldt den 26. januar 1796, og man mente her, at dommen ved retten i Hillerød ikke havde været skrap nok. Bøderne blev derfor væsentligt forøgede – til ca. 200 rigsdaler – men at Erhardts handlinger skulle koste ham livet, var der ingen Højesteretsdommer som mente. Erhardt ansøgte senere samme år om at få eftergivet sine bøder, da han intet ejede. Forskellige personer blev forhørt i den anledning. Blandt andre regimentskriveren, som godt mente, at man kunne eftergive ham en del af

Afsnit 2

I oktober 1785 sendte han på ny en ansøgning til København, men denne gang til kongen i håb om at denne, som tidligere havde været ham behjælpelig, ville være ham nådigere stemt end Rentekammeret. For at bedre sin sag kunne han fortælle, at gården nu bestod af 3 faldefærdige bygninger, som han gerne skulle påtage sig at sætte i stand, og – hvis han gjorde det – ville han til gengæld slippe for at yde hoveri. Også denne gang fik Erhardt afslag.

I 1786 kunne han fæste jord et helt andet sted. I Ude Sundby var bonden Jens Larsen død. Han havde haft kirkens jord i fæste, og her var han gået i gang med at opføre en gård efter udskiftningen, men hans død i sommeren 1785 satte en brat stopper for dette. Hans kone døde kort efter, og efterlod 4 små, umyndige børn. Jens Larsen havde til sin opførelse af ”kirkegården” brugt mange penge. Der var derfor ikke nogen stor arv til børnene, hvilket man ellers gerne så fra det offentliges side. Man bestemte derfor at den næste, der fæstede gården, skulle give et pænt beløb til Jens Larsens børn, så de kunne få en tryg opvækst.

Der var flere, som var interesserede i at få fat i kirkejorden. Sognepræsten i Ude Sundby, Peter Føns, var den første, der henvendte sig om jorden. Det skete allerede i slutningen af 1785. Han skrev i sit brev at han som præst vel burde have førsteret til at bruge kirkens jord, men ville i øvrigt ikke give Jens Larsens børn noget som helst. Det ville derimod den næste ansøger, købmanden Jørgen Smith, Frederikssund. Han tilbød at give dem 80 rigsdaler og for egen regning at sætte stendiger rundt omkring lodden. Han henviste til, at jorden stødte op til den gård, han i forvejen havde i fæste, og som han også for egen regning havde indhegnet med sten- og jorddiger. Man kunne derfor se at han mente sit tilbud alvorligt.

Christopher Erhardts ansøgning om at fæste kirkejorden indløb i januar 1786. Han skrev, at han ville give 250 rigsdaler til Jens Larsens børn, og håbede på dermed at tilfredsstille det offentlige.

Regimentsskriver Rosenqvist i Hillerød skulle træffe afgørelsen. Han valgte Christopher Erhardt. Men inden da fik han dog presset Erhardt op på at give 300 rigsdaler til børnene.

Før Erhardt fik tildelt jorden, havde både Peter Føns og Jørgen Smith nået at reagere på Christopher Erhardts første bud. De var begge enige om, at manden måtte være bindegal (udtrykt på en lidt anden måde i datidens sprogbrug), siden han ville ofre så meget på den ”usle jord”, (som de begge var så interesserede i at få fat på)!

Jørgen Smith skyndte sig dog selv at byde 250 rigsdaler til Jens Larsens arvinger. Samtidig forsikrede han, at jorden ikke var tiltænkt ham selv. Han ville, når jorden var bragt i orden, overdrage den til sin søn Jockum, som netop var ved at etablere sig som købmand Frederikssund, og han havde behov for jord til græsning for sine heste.

Kirkegårdens jord (skraveret) og Hofgårdens jord (med kraftig kontur) indtegnet på et nutidigt kort.

 

Afsnit 4

Men sognefogeden, Rasmus Johansen, som skulle inddrive skatter og kalde til hoveri, kunne ikke få Erhardt til nogen af delene. Rasmus Johansen havde i første omgang selv udlagt pengene for skatten, men trods gentagne opfordringer, ville Erhardt ikke slippe pengene. Og han havde heller ikke, som han skulle, sendt en karl til at høste på Frederiksborg ladegårdsmarker i høsten 1787. Det arbejde måtte de andre bønder derfor lave. Endelig havde han senere samme år, da der skulle køres møg ud på samme mark, kun deltaget den sidste dag, og efter at have kørt eet læs møg ud, mente han, at han havde ydet tilstrækkeligt hoveri, hvorpå de øvrige bønder igen måtte holde for.

Rasmus Johansen måtte i december 1787 klage til amtmanden, og han besluttede, at Erhardt skulle betale en bøde for din forseelse. Denne ville han heller ikke godvilligt betale, og derfor sendte man amtets udridere (udpantere) ud. De beslaglagde noget af hans indbo, som blev solgt på auktion, og på den måde blev sagen klaret denne gang.

Man skulle tro, at dette havde givet Erhardt en lærestreg, men nej! Allerede året efter var den gal igen. Da han skulle møde til høst i sensommeren 1788, måtte Ude Sundbys bønder endnu en gang lave hans arbejde. Ikke ret længe efter skulle der ordnes veje mellem Gørløse og Freerslev, og hvem dukkede ikke op? Erhardt selvfølgelig.

En del gårdens skatter skulle leveres i naturalier, og dem var det heller ikke lykkedes at fravriste ham. Altså måtte amtets udridere igen udpante ham. Ved denne lejlighed mistede han et par lysestager, en bismervægt og 2 strygejern, men det skulle senere blive til meget mere.

Erhardt havde ved påsketid 1788 ansat Jens Corneliussen fra Græse som karl på Hofgård – i første omgang til Mikkelsdag (den 29. september), og for den periode skulle Jens have 12 rigsdaler. Han kom fortrinsvis til at tærske korn, og da sommeren var forløbet uden problemer, havde Jens, da han Mikkelsdag fik sine 12 rigsdaler, ikke noget imod at blive vinteren over og fortsætte sit tærskearbejde. Han skulle så blive der til påske 1789. Det gjorde han, men havde så også fået nok. Da påsken oprandt, kunne han ikke holde ud at være der mere, - han udtrykte selv, at det var fordi, Erhardt og hustru var meget vanskelige at omgås.

En dag hen på eftermiddagen, hvor Erhardt ikke var hjemme, gik Jens ud og bad et par af sine bekendte hjælpe sig med at flytte hans kiste med ejendele. Det ville de gerne, men de ville ikke afhente den på Hofgård. Ingen af dem ville løbe risikoen, at rende på Erhardt. De kendte begge hans iltre sind. Jens bar selv kisten ind på nabogårdens lod, hvorfra vennerne transporterede den ud til Jens’ morbroder, Peder Torbjørnsen, i Græse, og ind i hans lo. Selv forlod Jens Hofgården et par uger efter påske, han sagde ikke noget til Erhardt, for ikke at få et større skænderi med ham.

Det undgik han, men til gengæld stævnede Erhardt ham for retten i Hillerød for at være rendt af tjenesten. Men Jens havde været på gården i den aftalte tid og endda lidt længere, så heller ikke denne gang fik Erhardt noget ud af sine klager.

I maj 1789 lagde et skib til ved skibbroen i Frederikssund. Det var lastet med havre, som skulle transporteres til ladegården i Hillerød. Da Ude Sundby var nærmeste by, var det bønderne her, der måtte transportere havren som en del af deres hoveri. Men Erhardt kom ikke, hvorfor sognefoged Rasmus Johansen måtte tage ud på Hofgård for at inddrive den bøde, Erhardt havde fået for sin udeblivelse. Fogeden blev smidt ud med besked om, at han ikke havde noget at gøre på Hofgård, og da et nyt havreskib et par dage senere skulle losses, udeblev Erhardt igen. Rasmus Johansen måtte klage sin nød til regimentsskriver Rosenqvist, som i sin indberetning til amtmanden skrev, at ”Erhardt er en modvillig, genstridig og haardnakket bonde, som er uværdig at boe paa Districtet”. Det kunne amtmanden tilslutte sig, og amtets udridere måtte endnu engang møde op på Hofgård og foretage udpantning.

Kalkuner blev holdt på præste- og herregårde, men var ikke almindelige på bondegårde.

 

Afsnit 6

Rasmus Hansen burde nu kunne føle sig sikker. En af landets højeste myndigheder – kun kongen var over Rentekammeret – havde udtalt sig til fordel for ham, en detalje, som Erhardt ikke tog så tungt. Han skrev kort efter til amtmanden, at han ikke regnede med, at det var seriøst ment. Han havde fæstet jorden og han havde tilsået den. Blev han nu tvunget til at overlade Rasmus Hansen husmandslodden, kunne de godt spare sig besværet med at smide ham ud af gården. Han ville selv forlade den, da det uden husmandslodden ikke ville være muligt at ernære hans familie.

Dette svar indløb i Rentekammeret den 31. juli. Allerede 14 dage senere meddelte kammeret, at man godt kunne starte retssagen for at få Erhardt sat fra gården, medmindre han i mellemtiden havde fundet ud af, at han ville rette sig efter Rentekammerets resolution.

Det agtede han ikke at gøre. Den 25. august blev han af regimentskriveren slæbt for retten for at blive sat fra gården, men igen fik han på forskellig vis trukket sagen i langdrag.

Men regimentskriveren var ikke hans eneste problem. Også Rasmus Hansen mente nu, at det var på tide at få sin ret til at bruge huslodden ved at gå rettens vej.

Med Rentekammerets resolution bag sig kunne Rasmus Hansen med fuld ret betragte det såede korn som sit eget – selvom det var sået af Erhardt. Han var dog ikke i tvivl om, at Erhardt selv ville høste det. For at sikre sig at få det erstattet, måtte han vide, hvor meget det var værd. Han fik derfor sognefoged Rasmus Johansen fra Ude Sundby og underfoged Anders Andreasen fra Hørup til at komme og vurdere kornet, hvorpå han gjorde sig klar til at gå i ”krig” med Erhardt, som jo var så flink i stor stil at levere ham skytset.

Den 9. august gik Erhardts folk i gang med at høste den såede byg. Rasmus Hansen reagerede prompte og fik sognefogeden og tingmanden i Ude Sundby til at forbyde Erhardt at fortsætte sit forehavende. Dette ignorerede Erhardt og den 14. august havde han kørt den sidste byg hjem i laden. 9 dage senere, den 23. august, var havren klar til at blive høstet. Erhardt sendte straks sine folk ud for at gå i gang. Samtidig troppede sognefogeden og tingmanden igen op og forbød dem at fortsætte deres arbejde. Dårligt vejr forsinkede høsten i nogle dage, men den 7. september var også al havren kørt ind i Hofgårdens lader.

Rasmus Hansen kunne nu ved hjælp af sognefogeden og tingmanden bevise, at Erhardt havde stjålet det korn, som Rentekammeret havde givet ham lov til at beholde.

Eftersom Erhardt ikke ville tillade dette, lagde Rasmus Hansen sag an mod Christopher Erhardt. Der gik lidt tid, inden han fik de forskellige papirer og formaliteter i orden, men den 9. december kunne han indstævne Erhardt for retten i Hillerød med krav om at få erstatning for det høstede korn. Sagen kom til at strække sig et stykke ind i 1791, igen på grund af, at Erhardt formåede at trække sagen i langdrag. Endelig den 29. september faldt dommen. Erhardt skulle erstatte kornet, betale en klækkelig bøde og dertil sagens omkostninger. 

Denne gang appellerede Erhardt sagen. Det lykkedes for ham at få sagen indbragt for højesteret, men da man her også havde mange andre sager, gik der nogen tid, før man igen hørte om sagen.

I mellemtiden havde retten afsagt dom i den sag, hvor regimentskriveren skulle sætte ham fra gården. Det skete den 12. maj 1791, og her havde Erhardt heldet med sig. Erhardt havde, da han i 1787 overtog Hofgården, aldrig fået udstedt fæstebrev på gården. Han var derfor i lovens forstand ikke fæster af gården, - kun bruger. Det var derfor ikke muligt at dømme ham til at miste sit fæste, han kunne nøjes med at betale en bøde for sin opførsel overfor Rasmus Hansen. En afgørelse Erhardt var godt tilfreds med, og fra det offentliges side valgte man, ikke at sende sagen til Højesteret, da den sikkert der ville få samme udfald.

Udover retssagerne 1791 et stille år for Erhardt, der nok skulle sunde sig over det forgangne år, hvor stridighederne med familien Smith havde kostet ham dyrt. Kun en enkelt gang udeblev han fra hoveriarbejdet, nemlig den 13. september, hvor han skulle køre havre fra skibbroen i Frederikssund til Ladegården i Hillerød. Det kom til at koste ham en enkelt rigsdaler.

Erhardt var sluppet rimeligt helskindet fra sin styrkeprøve med det offentlige. De havde ikke kunnet smide ham ud af gården. Den erkendelse havde tilsyneladende givet ham mod på også at forsøge andre steder.

Indtil 1792 havde sognepræsten, Peter Føns; nogenlunde rettidigt kunnet få sin tiende hos Erhardt. Men nu gik det heller ikke længere. Erhardt ville nu ikke længere betale til præsten, og selvom denne flere gange havde været ude og prøve at tale til hans samvittighed, havde det ikke hjulpet. Føns måtte derfor, som mange andre før ham, skride til udpantning.

Hvad hoveriet angik, havde sognefoged Rasmus Johansen stadig sine bryderier. Det var ikke lykkedes at få Erhardt til at møde op den 2. februar, hvor man skulle køre brænde fra Nødebo til Hillerød, - en forseelse, ham kom til at bøde 4 mark for.

Den 9. november 1792 var man endelig i Højesteret nået frem til sagen imellem Christopher Erhardt og Rasmus Hansen. Det var en af Højesterets mindre sager. Man havde derfor ikke ved voteringen det store besvær med at komme frem til resultatet. Man nåede enstemmigt frem til, at dommen fra Hillerød skulle stå ved magt. Erhardt skulle erstatte kornet, betale en klækkelig bøde for sin opførsel og dertil sagens omkostninger. Sidstnævnte var blevet væsentlig højere nu, efter sagen havde været i Højesteret.

Men Erhardt var ligeglad. Han agtede ikke at betale noget som helst. Det var hans eget korn, han havde høstet og Rasmus Hansen kunne spare sig at benytte huslodden. Det ville Erhardt ikke tillade. Så skulle man direkte smide ham fra gården, hvad han jo havde bevist, at man ikke kunne.

Sognepræsten havde stadig problemer med at få sin tiende fra Erhardt, men derved blev det ikke. Den 9. maj 1793 havde Erhardts hustru, Friderica klaget over, at Føns ikke ville lade hende og manden komme til alters. Han skulle have afvist dem med den begrundelse, at det var flere år siden, at de sidst havde været til alters, - hvilket Friderica Erhardt vedgik, var rigtigt. Sagen blev forelagt Føns. Han svarede, at de ikke var blevet afvist, men mente at de, ligesom alle andre, på forhånd skulle give meddelelse om, at de ville gå til alters. Føns foresatte, provst Raben i Slangerup, kunne kun give ham medhold. Loven var således, at præsten skulle have besked på forhånd, ellers måtte han ikke tage folk til alters. Med dette svar måtte Friderica lade sig nøje, og der kom heller ikke mere ud af den sag.

Og så måtte Føns – traditionen tro – ved årets afslutning igen lade udpante hos Erhardt for sin tilgodehavende tiende.

I løbet af sommeren 1793 fik Erhardt en helt ny ide. Han kunne godt tænke sig at blive selvejer, med andre ord købe sin gård. Rundt omkring i Nordsjælland skete det samme, men han havde et lille problem. Han var ikke af bondestanden og skulle derfor betale rekognition. Det var en afgift, som staten skulle have af jordens hartkorn, når den blev handlet, vel at mærke, hvis man ikke var bonde. Han ansøgte derfor i juni om at slippe for rekognition.

Overraskenden nok modtog man hans ansøgning positivt ud fra den betragtning, at det ville blive dyrere for staten, hvis en ny fæster skulle hjælpes i gang på Hofgården. Det ville være svært at finde nogen, der ville overtage den, da den ikke længere var i så god stand.

Erhardt fik så at vide, at hvis han ville betale sine restancer, som efterhånden var løbet op i 90 rigsdaler, og i øvrigt opfylde de betingelser, der var for at få arvefæste på gården, så kunne hans ansøgning efterkommes.

I de fæstebreve bønderne underskrev, når de fæstede deres gårde, var der en bestemmelse om, at bønderne ikke måtte lade andre benytte deres jorde. Det var derfor en stor fornøjelse for Erhardt at indberette til amtmanden, at Jørgen Smith i løbet af sommeren 1793 havde benyttet jorderne hos Jørgen Olsen på Guldstensgård i Bonderup og Hans Ibsens på Islebjerggård i Ude Sundby. At Erhardt her havde håbet at få ”revanche” overfor Jørgen Smith viser slutningen af hans brev, som kort og godt lød: ”Hevnen er sød.”

Det var en alvorlig anklage, som Erhardt rejste, og den måtte nødvendigvis undersøges. Begge bønderne blev derfor indkaldt til møde hos regimentskriveren, for at han kunne høre deres version af sagen. Jørgen Smith havde, vedgik de, benyttet sig af lidt af deres jord. Hos Hans Ibsen drejede det sig om noget jord, der ikke før havde været dyrket. Det havde Smith pløjet og gødet for at måtte benytte sig af det den sommer. Det havde sparet Hans Ibsen for en masse arbejde, og til næste år skulle han selv bruge jorden. Hos Jørgen Olsen havde Smith fjernet et par gravhøje, og for sit besvær havde han fået lov til i denne sommer at bruge den jord, højene havde ligget på. Også Jørgen Olsen skulle selv bruge jorden det følgende år.

Regimentskriveren mente ikke, efter at have hørt dette, at der var sket noget forkert. Han valgte derfor, til Erhardts store ærgrelse, ikke at forfølge sagen. Den 7. oktober 1793 lå der igen et brev fra Erhardt på amtmandens bord. Erhardt fortalte heri, at han havde fundet et par af underfoged Peder Hermansens heste på sin lod. Dem havde han sat på stald på Hofgård, men om natten var Peder Hermansen brudt ind igennem en af gavlene og havde taget sine heste, og dertil også en af Erhardts med sig hjem til Askelund. Amtmanden bad regimentskriveren om at undersøge sagen. Han fik svar tilbage, at det allerede var sket. Erhardt havde for længst været hos ham for at brokke sig. Peder Hermansen havde fortalt, at han ikke kendte noget til sagen. Den hest, han skulle have ”stjålet”, havde han fundet stående udenfor sin egen port, og i øvrigt straks sendt tilbage. Det var som sædvanlig Erhardt, der lavede en storm i et glas vand. At foretage sig mere, ville være det rene tidsspilde, mente regimentskriveren, og derved blev det.

Da Erhardt købte Hofgården, fulgte dette kort med skødet. I det ene hjørne kan den omtvistede huslod ses.

 

Afsnit 8

Erhardt skulle i begyndelsen af april 1795, som aftalt, betale de 12 rigsdaler i leje. Men Jockum Smith fik ingen penge, og et par påmindelser hjalp ikke. Han så sig derfor nødsaget til at gribe til den gammelkendte metode, at foretage udpantning og samtidig få Erhardt smidt på gaden, da han ikke ønskede mere vrøvl med ham.

Erhardt var klar over, at det trak op. Han tog derfor til Hillerød for at snakke med en prokurator om, hvad han kunne stille op. Svaret lød, at han kunne ikke gøre noget, et svar, der opbragte ham så meget, at prokuratoren var blevet skældt hæder og ære fra inden Erhardt smækkede døren og tog hjem igen.

Den 24. april 1795 ved 15-tiden mødte Jockum Smith sammen med dommerfuldmægtig Hansen fra Hillerød og vidnerne, tingmanden Niels Hansen og gårdmanden Peder Olsen op.

Erhardt, der havde været ude for at skyde skader, havde på lang afstand fået øje på den lille gruppe mennesker. Han skyndte sig derfor indenfor og fik gemt geværet væk, inden de kom ind. Det var netop gjort da de bankede på døren.

Erhardt bød dem indenfor. Alt startede retmæssigt. Fuldmægtig Hansen spurgte Erhardt, om han frivilligt ville betale lejen, da man ellers så sig nødsaget til at foretage udpantning. Erhardt meddelte, at det ville han ikke. Det næste stykke tid gik med at prøve at overbevise ham om det fornuftige i, at han betalte, - alt sammen uden virkning. Tværtimod fik man på den måde hidset ham op. I det samme kom Erhardts kone hjem, og hun skyndte sig – for at gyde olie på vandene – at sige, at de ville flytte på søndag (dette var fredag). Men det fik ikke beroliget Erhardt. Han slog i bordet, hvor fuldmægtig Hansen sad og skrev, og råbte at ”hun kunne flytte med sine børn, men han ville ikke flytte fra Hofgården, før krudt og kugler havde knust hans pande”.

Da det ikke lykkedes at opnå noget ad fredelig vej, mente man, at det var på tide at skride til handling. Jockum Smith sagde, at han fandt det klogest, at de startede med at pante geværerne. De havde alle hørt, hvordan Erhardt i de foregående uger havde sagt, at hvis nogen prøvede at trænge ind på Hofgård, ville de blive skudt. Umiddelbart kunne de ikke finde nogle af hans geværer. Derfor blev de enige om, at de i stedet ville beslaglægge noget af det sengetøj, der lå i værelset ved siden af. Smith gik forrest og lige efter ham Niels Hansen og Peder Olsen. Men før de kom så langt, skubbede Erhardt dem til side, for hen til sengen, trak sit gevær frem under dynen og rettede det mod de tre herrer mens han råbte: ”Rører I mine Sengeklæder, som jeg skal hvile mig paa, saa skal jeg Satan tordne mig skyde jer.” Jockum Smith reagerede hurtigst. Han løb hen til Erhardt og tog fat om geværet. De andre var først sprunget til side, men kom nu Smith til undsætning. Niels Hansen greb om Erhardts venstre hånd og om halsen, mens Peder Olsen også tog fat om geværet.

I det håndgemæng, der derefter fulgte, råbte Erhardt flere gange, at de skulle slippe geværet, da det ellers ville gå af. Og han fik ret. Pludselig bevægede hanen på geværet sig og slog mod ildstålet. Der kom gnister, - men geværet gik ikke af. Endelig lykkedes det dem at vriste geværet fra Erhardt. Det overraktes til Hansen, som bar det udenfor og gemte det, så Erhardt ikke igen skulle få mulighed for at benytte det. Derefter gik han ind til de andre for at se, om der var gemt flere geværer. Man fandt endnu et, men det var ikke ladt.

Afsnit 10

bøderne. Erhardt var, udtrykte han ”en Person, der besidder en saa raae og udyrket Forstand, at jeg troer Grunden til hans Forbrydelse meere ligger i Uvidenhed om Pligterne imod sig selv og Andre, end i en virkelig forsætlig Ondskab.”  Man eftergav ham noget, men han skulle stadig udrede 120 rigsdaler. Dem måtte han selv vælge, om han ville sidde af i arresten eller betale. I første omgang valgte han arresten, men ombestemte sig senere af helbredsmæssige grunde. Han lånte penge af nogle venner (dem havde han faktisk), så han kunne udrede bøderne.

Efter at det nu var lykkedes Erhardt at betale sine bøder, var han en fri mand. Han havde ingen intentioner om, at vende tilbage til Ude Sundby, men da han stod uden tag over hovedet, måtte han prøve at finde et sted. I første omgang blev han boende i Hillerød, men kom her i tanker om, at han som pensionist fra parforcejagten havde ret til fri bolig, noget han gjorde opmærksom på i et brev til Rentekammeret i april 1797. Her skyndte man sig at ekspedere skrivelsen videre til amtmanden for at forhøre sig, om der skulle være et par værelser ledige på enten Hørsholm, Frederiksborg eller Fredensborg Slot. Amtmanden lod forespørgslen gå videre til de respektive slotsforvaltere.

Fra Frederiksborg og Hørsholm Slotte kom der straks blankt afslag. Fra Fredensborg var man knap så afvisende. Her mente man, at man på Jægergården kunne få vægteren med familie til at flytte ind i et enkelt rum. På den måde kunne Erhardt få stillet to rum til sin rådighed. Men der ville blive problemer med køkkenfaciliteterne. Man mente ikke at de to familier, der skulle dele det, ville være glade for Erhardts selskab ”da desuden disse de reenlige Familier frygtede meget for Erhardts bekjendte Opfarenhed og Fremgangsmaade”. Her kendte man ham altså også.

Af den grund insisterede slotsforvalteren på, at man fik sat nogle skillevægge op, så de øvrige beboere kunne undgå hans selskab.

Erhardt flyttede nu ikke ind på Fredensborg Jægergård. Han fik heller ikke nogen andre steder stillet en bolig til rådighed. Faktisk virkede det som om, det endelig var lykkedes at få ham til at falde til ro.

De efterfølgende år flyttede han en hel del rundt i Nordsjælland. Man hørte ikke så meget til ham, kun når han ønskede understøttelse til sig og sin familie, fik det offentlige brev fra ham.

På et tidspunkt var han indsidder på Duemosegård i Mårum sogn, men sine sidste år henlevede han i Nødebo, hvor han boede til leje hos Niels Thuesen. Her døde han i 1810 i en alder af 60 år. Kirkebogen værdigede ham ikke mange ord: ”Den 21. juni begravet Christoffer Erhardt, forhen Jæger ved Parforcejagten”.

Det var formodentlig også sådan, han selv ønskede at blive husket. Men som det ovenfor kunne ses, kunne der godt have stået meget mere i kirkebogen. Ikke mange i hans nære omgivelser har været begejstret for ham, men i dag burde man nok være det. Havde han opført sig, som man kunne forvente, havde det ikke været muligt at finde så meget om ham i arkiverne. Der havde kun stået de sædvanlige årstal for fødsel og død.

Men ikke hos Christopher Erhardt. Han følte sig hævet over de sædvanlige bønder. Han reagerede – retmæssigt eller uretmæssigt – når han følte, at nogen gik ham for nær, og præsterede på den måde – om end ufrivilligt – at efterlade sig et minde for eftertiden. Noget som ikke mange af hans samtidige formåede.