Rig og fattig i Ude Sundby

I det daglige kunne man måske ikke se den store forskel på dem, man gik ens påklædt. Men måden, man boede på, skilte dem fra hinanden. Den ene boede på en gård, mens den anden boede til leje, - måske på samme gård. Man skal altså indenfor for at se forskellene. Det er en mulighed, som skifteprotokollerne giver. Heri skrev myndighederne alt, hvad en person ejede, når vedkommende døde, og det gjaldt både indsidderne og gårdmændene. Det er derfor her, man kan se, hvad det var der gjorde, at gårdmanden var den rige, og indsidderen var den fattige i sognet. Hvad det efterfølgende gerne skulle vise.

Den 13. september 1710 blev indsidder Niels Olsens kone, Catrine Margrethe Hansdatter, begravet på Ude Sundby kirkegård, og den 20. november samme år var det gårdmand og sognefoged, ligeledes i U de Sundby, Niels Hansens tur til at blive begravet på kirkegården. I begge tilfælde troppede myndighederne op, hvor den afdøde havde boet, for at registrere afdødes efterladenskaber. Begge steder begyndte man i dagligstuen, hos indsidder Niels Olsen fandt man et sengested, som indsidderen dog havde lånt hos enken efter Ude Sundbys forrige præst. Det indeholdt det fornødne sengetøj, så som en over- og underdyne, et par lagener og et par hovedpuder. Endvidere fandt man i rummet en lille standkiste af egetræ, hvori familien opbevarende det tøj, som de ikke brugte i det daglige, et lille skrin og en gåsebænk,- dog uden gæs i.

Hos sognefogeden Niels Hansen så det hele noget anderledes ud. Her fandt man to senge (som var hans egne) med det fornødne sengetøj, to borde under vinduerne, fire bænke og dertil en slagbænk, tre stole og et hjørneskab, to kister til tøjet, et par skrin og en kakkelovn. Endelig havde man rundt omkring i stuen småting stående,-  et par lysestager, et strygejern og en madkurv.

Hos indsidderen havde man kun én stue, men hos sognefogeden gik man videre ind i pigekammeret ved siden af. Her var der dog kun pigens seng og tilhørende sengetøj. Ved siden af kammeret var endnu en stue, hvor der var et sengested med dyner, lagner og puder. Der var også et klædeskab og en kiste med linned.
Så gik man ud i køkkenregionerne. Hos indsidderen, Niels Olsen, bestod det af et muret ildsted, hvor der kunne laves mad i den eneste lille jerngryde, boet var i besiddelse af. Ved siden af stod tre tønder i forskellige størrelser til øl og fødevarer. I sognefogedens gård havde man et helt bryggers, her var der tre store bryggerkedler (gruekedler), og to noget mindre kedler. Dertil to gryder, en pande, fire tønder, samme antal baljer, en håndkværn og endelig forskellige kander, trug og skåle til at opbevare eller tilberede maden i.

I forbindelse med bryggerset lå der hos sognefogden et spisekammer, hvor vurderingsfolkene fandt elleve tønder i forskellige størrelser, en kærne, et dejtrug, to baljer og forskellige flasker, kurve, bøtter og nogle sold til at sigte mel i. Da sognefogden i 1695 overtog gården, var det efter sin svigerinde, og det var mod at give hende aftægt, Derfor fandt man her også en aftægtsstue med et indhold, der på trods af dets ringhed ville have været luksus for indsidder Niels Olsen. Her var et bord med en bænk, et sengested, naturligvis med behørigt sengetøj, en slagbænk og noget værktøj til brug ved brændehugning.

Tjenestefolkene havde man placeret ved siden af staldene. Hos dem stod der to senge med indhold, og på en ledig plads i det lille rum havde man anbragt hele gårdens beholdning af seletøj.
Et huggehus manglede heller ikke. Her havde sognefogden save, bor, knive og andet værktøj, så han kunne klare de fleste reparationer, når noget gik i stykker på gården.  Ved siden af huggehuset var endnu et rum med høstredskaber,- leer og reb til fastbinding af hølæssene på vognen, når de skulle køres hjem fra marken.

På gårdens loft havde sognefogden fem tønder, nogle kornsække, og det var også heroppe man opbevarede gårdens forråd af korn.
I gården stod vognene, dem havde man tre af, og samme sted befandt markredskaberne sig, der var to plove, to harver og en tromle.

Hvad husdyr angår, var indsidder Niels Olsen lidt usædvanlig. Han var i besiddelse af fem får, de var ganske vist ikke hans egne, men mod en hvis afgift til ejeren, kunne han forsyne sig med den fornødne uld, og også lidt mælk kunne han få. Hos sognefoged Niels Hansen fandt vurderingsmændene i gårdens stalde tolv heste, tyve køer (noget mere, end man normalt havde på en gård, det almindelige var seks til ti køer), fireogtyve får og lam,- også noget over det almindelige -, toogtyve grise og endelig fire gæs. 
Hermed var gennemgangen af sognefogdens gård og indsidderens stue forbi. Når man fra myndighedernes side lavede den slags grundige gennemgange af tingene, var det for at sikre sig, at der var værdier nok til at betale eventuelle kreditorer. 
Hos sognefoged Niels Hansen blev det hele gjort op til 551 daler 3 mark, mens hos indsidder Niels Olsen blev det til 24 daler 2 mark og 4 skilling.

Begge steder havde man forskellige former for gæld. Indsidder Niels Olsen havde endnu ikke fået betalt sin kones begravelse, han skyldte præsteenken, Mette Brockmann, 3 måneders husleje, og forskellige andre havde også småbeløb til gode. Slutresultatet blev en gæld på 24 daler 1 mark og 8 skilling. Det betød, at der var et lille overskud på 6 skilling, som myndighederne dog besluttede ikke at dele mellem arvingerne. Enkemanden fik dem.

På gården havde man lidt mere gæld. Bygningerne var ikke overalt så vedligeholdt, som de burde være, og reparationerne skulle boet betale. Det, der fulgte med gården, når den skiftede fæster, blev også trukket fra. Disse beløb var dog for intet at regne mod en enkelt ting: Sognefogden var kommet i restance med skatterne ! Dette beløb, sammen med begravelsesomkostningerne og den ovennævnte gæld plus løn til en karl, fik udgifterne op på 805 daler 2 mark og 14 skilling, hvilket betød, at der manglede 253 daler 3 mark og 14 skilling til at dække alle udgifterne. Med andre ord, et dundrende underskud!

Efter dette kan man gøre sig nogle tanker om hvem, der var den rige, og hvem der var den fattige i Ude Sundby. Sognefogden havde en masse ting, der skulle markere hans status i landsbysamfundet, - bl.a. overfor indsidderen Niels Olsen -, men samtidig havde han et for den tid stort underskud i boet. Indsidderen derimod, som ikke engang ejede den seng, han sov i, præsterede dog at have et – om end meget lille – overskud.

Og hvad det angår, så har verden måske ikke ændret sig ret meget siden da!