Foredrag: Onsdag den 20. september 2017 kl. 19:30

Carsten Egø Nielsen

De Dansk Vestindiske Øer og den danske slavehandel

I cirka 250 år var Danmark kolonimagt i Caribien. På de tre danske øer – Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix – blev der blandt andet dyrket bomuld, men ikke mindst sukkerrør. Der var i perioder tale om en yderst indbringende forretning, og en del af de mange penge blev investeret i store bygninger og paladser i Danmark.

Til at udføre det hårde arbejde i plantagerne blev anvendt afrikanske slaver, som Danmark købte via sine kolonier i Afrika. Foredraget fortæller historien om de danske kolonier og om forholdene for de mange tusinde slaver.

I 1848 gjorde slaverne på Sankt Croix oprør, hvilket fik generalguvernør Peter von Scholten til på eget initiativ og med hans egne ord "for at undgå megen blodsudgydelse" med øjeblikkelig virkning at proklamere frigivelsen af alle slaver.

Endvidere skal vi høre om salget af øerne til USA i 1917 – for præcis 100 år siden.

Foredragsholderen - Carsten Egø Nielsen - der er en eminent fortæller, husker mange sikkert fra hans foredrag i Elværket i januar måned 2017 om ”Pigerne på Sprogø”.
Carsten Egø Nielsen er uddannet historiker fra Odense Universitet, og har flere gange besøgt de tidligere danske øer. Derfor er foredraget ledsaget af over 100 billeder fra fortid og nutid.

Kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6, 3600 Frederikssund. Find vej her.

Husk at medbringe kaffe til pausen.

Pris: Gratis adgang for medlemmer, 50 kr. for ikke-medlemmer.