Foredrag: Onsdag den 25. oktober 2017 kl. 19:30

Martin Davidsen

Livet i og omkring 1600-tallet

Foto: Jacob Schultz

Lyt til mennesket, få en fornemmelse af arbejde, medicin, samfundet og alle mulige skøre og umulige vaner og ideer i en verden, hvor videnskab, religion og medicin var tæt forbundet med overtroen.

Som i et vindue fører Martin Davidsen tilhørerne ind i den verden, 1600-tallets menneske - høj som lav - levede, arbejdede, fik familie og døde i.

Underholdende og tankevækkende bliver tilhørerne draget med tilbage til en fortid, der engang var hverdag for datidens hr. og fru Jensener.

"Nattens mareridt kan forhindres ved at gå baglæns i seng"

Forfatteren og foredragsholderen Martin Davidsen tager publikum med på en medrivende rejse 350 år tilbage i tiden, når han sætter spot på 1600-tallet - en overset og samtidig epokegørende periode i danmarkshistorien – tiden omkring enevældets indførelse i 1660.

I 1650’erne sad kårder nemlig løse, tørre tæsk var dagens orden og øllet flød i rigelige mængder. Pest og hunger florerede, mens tro og overtro levede side om side. Afstanden mellem de parfumerede gemakker på Københavns Slot til fattigmands bolig bag Københavns volde var lige så stor som mellem datidens Danmark og nutidens velfærdssamfund. Her holdt mændene nøglerne til magten, mens kvinderne lurede i baggrunden. Børn adlød forældrene, og ægteskaber var arrangerede.

Foto: Joachim Rode

Kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6, 3600 Frederikssund. Find vej her.

Husk at medbringe kaffe til pausen.

Pris: Gratis adgang for medlemmer, 50 kr. for ikke-medlemmer.