Barrison Sisters - verdens første popfænomen

Hans Henrik Appel

Onsdag den 20. april 2022 kl. 19.30 i Elværket

Verdens første popfænomen: historien om de fem danske Barrison Sisters, der i 1890’erne vakte begejstring og forargelse i de europæiske storbyer.

I dette foredrag stiller historiker dr. phil. Hans Henrik Appel skarpt på nogle af de centrale spørgsmål i sin bog ”Barrison-feberen”, der netop er blevet kåret som Årets Historiske Bog 2020.

Bogen fortæller historien om fem danske søstre, der i 1880’erne udvandrer med deres forældre fra fattige kår i København. I New Yorks slum bliver søstrene opdaget af den tidligere anarkist, danskeren William Fleron, der tilbyder at blive deres impresario. Efter det første moderate gennembrud i USA, tager han dem ved årsskiftet 1894 med til Paris, hvor de fra den ene dag til den anden brager igennem og bliver det mest eftertragtede navn på den vestlige varietéscene.

I Berlin taler man i 1890’erne om en ”Barrison-feber”, der på mange punkter minder om 1960’ernes Beatle-mania. Søstrene bliver inkarnationen af voldsomme kulturelle omvæltninger i de moderne storbyer, hvor ændringer i synet på køn, krop og moral bliver synliggjort og forstærket af en ny - stærkt visuel - medie- og forbrugskultur med den moderne forlystelsesindustri i centrum.

I foredraget vil Hans Henrik Appel ved hjælp af et stort og levende billedmateriale give os et indblik i, hvordan søstrene bliver en inkarnation af ’fin-de-siècle-begrebet’ og derfor både udløser brusende begejstring og forarget, hårdnakket modstand.

 

Kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6, 3600 Frederikssund. Find vej her.

Husk at medbringe kaffe til pausen.

Pris: Gratis adgang for medlemmer, 50 kr. for ikke-medlemmer.