Hvor peberet gror – danskere og Østens kolonier

Anna Prai Pucket Olsen

Onsdag den 28. oktober 2020 kl. 19.30 i Elværket

Vigtigt: 

På grund af Covid-19 er der bestemte regler der skal overholdes, bl.a. afstandskravet, som samtidigt gør, at der maksimalt må være 70 siddende tilhørere i Elværket. Derfor er det først-til-mølle princippet som gælder. Når vi er 70 deltagere, så lukkes der for yderligere adgang. Der er opsat håndspritdispensere ved indgangen til alle rum i Elværket. 

Foredraget er bygget op på baggrund af bogen ”Hvor peberet gror”. Bogen tog sin spæde begyndelse, i form af et fund af stakkevis af gamle breve i bunden af en trækiste, der altid havde stået i barndomshjemmet hos forfatter og journalist Anna Prai Olsen.

Brevene blev hun først for alvor nysgerrig på som voksen, da hun kunne sætte dem i en kulturel og historisk kontekst. For hver linje hun læste i de mange breve, der var skrevet af hendes farfar, blev hun klar over, at hun havde fundet vej til en kulturskat og en tidslomme, der hvirvlede én helt tilbage til den gamle kronkoloni i Singapore anno 1927 – helt uden censur, nostalgisk syn eller bagklogskab til at sløre scenerne.

"Hvor peberet gror" er en skildring af livet som dansker i briternes kolonistyre i Østen under 1920'ers privilegerede overklassetilværelse og 1930'ernes dybe økonomiske og sociale nedtur. Det er historien om danskernes foretagsomhed, eventyrlyst og succesrige foretagender, som de opbyggede i Østen. Som entreprenører, landmænd, ingeniører og handelsmænd rejste de ud og skabte både verdensnavne og formuer, og derved forsynede Danmark med økonomisk slagkraft og indflydelse på den globale scene. Mange af dem er her endnu – FL Smidth, GN Store Nord, MT Højgaard, mens andre efterhånden blot er linjer i historiebøgerne – ØK, Burmeister & Wain, Christiani & Nielsen og mange flere.

Vi oplever helt tæt på, hvordan det er at være en ung, hvid mand i slutningen af imperialismens æra. Fortællingen er bygget op over to dele – livet som hvid mand i et kolonistyre inden og efter børskrakket i 1929. Det er også en påmindelse om, at vi bliver påvirket af, hvem vi omgiver os med, og de normer, vi lader os lulle ind i og accepterer. Det er tydeligt, at de ”hvide følelser af overlegenhed” og prestigen langsomt eroderede, både mentalt og i handlinger, efterhånden som Depressionen tog til og europæerne igen bekrigede hinanden.

Den store Depression ansporede mange til at vende hjem til fædrelandet og helt skifte livsbane – dog uden nogen af dem kunne undslippe aksemagternes besættelser, hverken ude eller herhjemme. Vi får et sjældent indblik i danskernes forhold under den japanske besættelse i Fjernøsten og danskernes kamp under allieredes faner under Anden Verdenskrig.